Liverpool er blevet smidt på porten. Den historiske havnefront er ikke længere værdig til at være en del af Unescos verdensarvsliste, for de har simpelthen ødelagt kysten med grimme byggerier.

Et kæmpe tab og en stor sorg for byen, mener B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

»Det er en uhyre fin status, men nu har hele det her havneområde mistet sin plads. Det betyder mere for Liverpool end som så, og det må have været ekstremt smertefuldt, fordi byen lige har rejst sig af asken som en gammel taber industriby.«

Jakob Illeborg mener særligt, at det er trist for byen, fordi det fik stor betydning for Liverpool at få udnævnelsen til at starte med.

Jakob Illeborg, International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg, International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Det var tilbage i 2004, at Liverpool fik tildelt den fine plads på listen for det flotte område langs floden, der gav et historisk indblik i Storbritannien som handelsnation, og pladsen fik Liverpool til at blomstre endnu mere op.

»Liverpool stod tilbage som en gammel, træt industriby. Helt smadret og håbløs. Folk huskede den kun for The Beatles og fodboldklubben. Så det var en kærkommen udnævnelse, der førte meget godt med sig. Liverpool begyndte at tage sig selv alvorligt,« siger Jakob Illeborg.

Som årene gik kunne man se, hvordan den triste by blev sat i stand og passet på.

»Hvis man som jeg er kommet regelmæssigt i Liverpool over de sidste 25 år, har man virkelig kunnet se dens udvikling. Liverpool begyndte at rejse sig fra asken og ville gerne være med og være smart,« siger Jakob Illeborg.

Her kan man se både de gamle historiske bygninger på havnen, men også de nye, som Unesco ikke er begejstrede for.
Her kan man se både de gamle historiske bygninger på havnen, men også de nye, som Unesco ikke er begejstrede for. Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Men måske blev den lige en tand for smart.

I hvert fald er det de nye bygninger, som senere hen er blevet bygget på havnefronten, der nu er skyld i, at området fjernes fra verdensarvslisten igen.

»Der er blevet bygget lækre luksuslejligheder i beton, glas og stål. En masse luksus, som ikke er særlig pænt, og som ingen relation til fortiden har, og det er det, som de bliver straffet for nu. Livepool blev udnævnt, fordi den havde noget særligt, men det har den smidt væk ved at gå efter hurtige penge og grimme luksuslejligheder,« siger Jakob Illeborg.

Det er Unescos komité, der har stemt om, hvorvidt Liverpool havn skulle tages af listen igen. 13 delegerede stemte for forslaget, og fem stemte imod. Det er kun sket to gange før for et område, der er kommet på verdensarvslisten.

Ifølge Jakob Illeborg er borgerne og lokalpolitikerne ødelagte over den triste besked, for pladsen på listen betød meget for dem, og faktisk er de en smule uforstående.

Liverpool blev dog allerede advaret om, at de risikerede at blive taget af listen af Unescos komité tilbage i 2012. Så måske de skulle have lyttet?

Sådan ser Jakob Illeborg dog ikke helt på det.

»De har udviklet havneområdet af et godt hjerte og tjent penge til byen. Jeg tror, de selv synes, det, de gjorde, var det rigtige, men lokalpolitikerne er ikke nødvendigvis store arkitektoniske kendere. Problemet er jo ikke, at de bygger, men hvordan de bygger. De kunne måske have lyttet til advarslen, men de kunne også have fået noget hjælp fra regeringen i London. De kunne godt have givet Liverpool en hjælpende hånd,« mener Jakob Illeborg.

Danmark har også flere pladser på Unescos verdensarvsliste. Her er blandt andet Nationalpark Vadehavet, Roskilde Domkirke, Stevns Klint og fire andre smukke attraktioner.