To sekunder gik der fra de trådte ind fra hver deres side. Så rakte først Donald Trump hånden frem. Så kom Kim Jong-uns. 12 sekunders fast håndtryk. ‘Nice to meet you Mr. President’, sagde Kim Jong-un.
Topmødet mellem nord og vest, mellem den lukkede og den frie verden var ét, som de færreste havde set komme for blot et halvt år siden. Natten til tirsdag fandt det sted. Der blev skrevet historie. Men hvem var egentlig sejrherren? Hvem var den største vinder?
»Det var Kim Jong-un,« kommer det fra udenrigsredaktør Philip Ulrich fra netmediet Kongressen.com, som i en livechat på bt.dk svarede på læsernes spørgsmål sammen med Anders Kristensen fra Nordkoreansk venskabsforening.
»Han har fået international legitimitet, har bevist, at Nordkorea er en stormagt, har fået en masse positive billeder af sig selv sammen med Trump, er blevet anerkendt og har fået tilkendegivelser fra USAs præsident på flere områder. Han er vinderen.«
Og det samme billede ser Anders Kristensen, som har besøgt Nordkorea 33 gange og dermed er én af de få, der kender landet indefra.
»Før blev Kim Jong-un betragtet som en paria, én man ikke ville snakke med. Nu er han ombejlet. Hele verden vil møde ham nu.«
Donald Trump var da også fuld af lovord, da han efterfølgende mødte pressen.
Forhandlingerne havde været ‘ærlige og direkte’. Kim Jong-un var en ‘stærk leder’. Og ‘meget talentfuld’.
Og så sagde han dét, der er faldet mange for brystet.
»Otto døde ikke forgæves.«
Otto Warmbier var en ung og glad studerende ved Virginia universitet. Knap 21 år gammel fik han mod på at læse videre i Hong Kong, og så faldt han i december 2015 over en annonce, som skulle blive fatal for ham: En 5-dages pakkerejse ind i det lukkede land Nordkorea.
Eventyrer som han ifølge faderen var, bookede han turen. Og skulle sammen med ti andre unge fra vesten fejre nytår i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang. Det blev en våd aften. Og i de tidlige morgentimer, inden Otto Warmbier lukkede og slukkede festen, forsøgte den unge student angiveligt at stjæle et propagandaskilt, som hang på hotellet.
Da han næste morgen var på vej ud til flyet i lufthavnen, blev han anholdt af nordkoreanske sikkerhedsstyrker. Anklaget for fjendtlige aktiviteter mod staten og for at være spion for CIA. Ved den efterfølgende retssag blev Otto Wambier idømt 15 års straffearbejde.
Efter 15 måneders forhandlinger lykkedes det sidste sommer USA at få deres ‘dreng’ hjem.
I det sagsanlæg, som hans familie har anlagt mod den nordkoreanske stat, står der bl.a. om den tilstand, de fik deres søn hjem i:
»Han var blind. Han var døv. En slange stak ud af næsen. Han hylede, og hans krop var i krampe. Han reagerede ikke på noget.«
En uge efter hjemkomsten døde Otto Warmbier. 22 år gammel. Stærkt hjerneskadet og svækket af opholdet i fængslet.
For hans forældre er det næppe nogen lindring i sorgen og smerten, at Donald Trump på pressemødet sagde, at uden Otto Warmbiers død ville mødet med Kim Jong-un sandsynligvis ikke have fundet sted. Og at Otto ikke døde forgæves.
I lighed med flere menneskerettighedsorganisationer kan man godt forestille sig, at de ikke føler, at USAs præsident lagde pres nok på den unge nordkoreanske diktator, som - ud over Otto Warmbier - har utallige mord på samvittigheden. Herunder på sin egen halvbror og onkel.
»Problemet er, at Donald Trump ikke burde gøre noget, der kunne ligne støtte til Kim Jong-un og det brutale regime, han leder,« som Human Rights Watch tirsdag udtalte til engelske Independent. Stærkt forarget over den opadvendte tommelfinger, som Trump både fysisk og verbalt gav Kim Jong-un.
Men at topmødet var historisk, og at det på sigt kan bane vej for større åbenhed og nye tider for det hårdt prøvede nordkoreanske folk, er eksperterne ikke i tvivl om.
»Erklæringen, de har underskrevet, er en klassisk diplomataftale med en masse nødudgange for begge parter til at komme ud af det her,« siger udenrigsredaktør Philip Ulrich og fortsætter:
»Men når USA begynder at lempe på sanktionerne, vil det give mere økonomi ind over grænsen og dermed nok betyde en højere levestandard for befolkningen.«
Og det samme forventer Anders Kristensen fra Nordkoreansk venskabsforening.
»Jeg regner bestemt med at se mærkbare forandringer, når jeg til september vender tilbage.«
