Fransk raseri over aflysning af kæmpe milliardaftale fører til historisk diplomatisk krise med USA og andre tætte allierede.

Det er ikke hver dag, at Frankrig hjemkalder sine ambassadører fra USA og Australien. Faktisk er det første gang i flere hundrede år, at det er sket.

Årsagen til det voldsomme diplomatiske skridt er, at en nyoprettet sikkerhedsalliance mellem USA, Storbritannien og Australien kaldet AUKUS, samtidig har medført, at Australien har aflyst en ordre på dieseldrevne militære undervandsbåde til hele 90 milliarder australske dollar (mere end 400 milliarder kroner).

Aftalen på 12 angrebsubåde med det franske firma Naval Group blev indgået i 2016. Nu vil USA og Storbritannien i stedet tilbyde Australien atomdrevne ubåde.

Frankrigs præsident Macron er efter sigende rasende på sine nære allierede. Framkrig føler sig dolket i ryggen
Frankrigs præsident Macron er efter sigende rasende på sine nære allierede. Framkrig føler sig dolket i ryggen Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Aflysningen får alvorlige følger for fransk økonomi, og der var alt andet end glæde i Paris.

»Denne brutale enegang minder på flere områder om Donald Trumps måde at handle på internationalt,« sagde Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Driand, på et pressemøde i weekenden.

Frankrig har hentet sine ambassadører hjem fra både USA og Australien og har samtidig aflyst en forestående forhandling om udbygning af forsvarssamarbejde med Storbritannien.

Udenrigsminister Le Driand beskylder samtidig Storbritannien for »permanent opportunisme« og for at være USAs skødehund.

Boris Johnson forlader Downing street på vej mod USA, hvor han skal have forhandlinger med præsiden Joe Biden
Boris Johnson forlader Downing street på vej mod USA, hvor han skal have forhandlinger med præsiden Joe Biden Foto: NEIL HALL
Vis mere

Premierminister Boris Johnson, der netop er fløjet til Washington for at holde bilaterale forhandlinger med præsident Joe Biden, forsøgte at lægge låg på den eskalerende krise.

»Vi er meget stolte af vores forhold til vores franske venner, og det er af stor betydning for vores land. Det er et samarbejde bygget på venskab og en alliance, der går mere end 100 år tilbage. Britiske og franske tropper arbejder sammen skulder ved skulder, og der er ingen, der gør dette bedre end os,« siger Boris Johnson.

Men den historiske krise mellem de vestlige magter truer med at udvikle sig. Frankrig føler sig løbet over ende i forhold til globalt militært samarbejde.

AUKUS, det nyetablerede samarbejde mellem USA, Storbritannien og Australien, har til formål at kunne imødegå Kina, der de seneste år har udviklet deres militære flåde betragteligt, og vil give Australien mulighed for langt mere markant tilstedeværelse i et af de strategisk vigtigste havområder i verden.

Joe Biden var i weekenden i kirke. men han har også haft travlt med at indgå en hemmelig sikkerhedsalliance med Australien ogf Storbritannien
Joe Biden var i weekenden i kirke. men han har også haft travlt med at indgå en hemmelig sikkerhedsalliance med Australien ogf Storbritannien Foto: JIM WATSON
Vis mere

Aftalen vil gøre Australien til det kun syvende land i verden med atomdrevne ubåde. Aftalen åbner også for intensiv amerikansk of britisk brug af australske flådebaser.

Det er en rød klud i hovedet på Beijing, der også har fordømt det nye samarbejde som vestlig aggression. Men at USA har udeladt Frankrig fra dette samarbejde, har skabt dyb skuffelse i Paris. Både vendt mod Joe Biden og Boris Johnson, men også mod Australien.

»Vi opdagede gennem pressen, at den vigtigste person i Australiens regering bevidst holdt os uinformerede om alt dette indtil sidste øjeblik. Dette er ikke en vanlig australsk holdning til Frankrig, og måske er vi slet ikke venner, når det kommer til stykket?« sagde Frankrigs ambassadør i Australien, Jean-Pierre Thebault, til ABC, før han tog tilbage til Paris.

Vestens forhold til Kina forventes at blive det helt store tema den næste tid. Joe Biden har allerede signaleret, at han på mange måder vil fortsætte Donald Trumps konfrontatoriske linje over for Beijing, men det er uklart, i hvilket omfang der kan skabes fælles front mod Kina, der er en uhyre vigtig økonomisk samarbejdspartner for mange vestlige lande.

Kina har tidligere straffet vestlige lande, der kritiserer den kinesiske politiske linje, ved at vanskeliggøre samhandel. Meget tyder på en yderligere tilspidsning mellem supermagterne USA og Kina, der ifølge internationale kommentatorer på sigt kan føre til krig.

Storbritanniens tidligere premierminister Theresa May advarede i weekenden om, at yderligere eskalering af konflikten i det sydkinesiske hav og særligt udsigten til, at Kina på sigt kan forsøge at invadere Taiwan, kan medføre en international krig.

Lige nu er det dog de vestlige stormagter, der ligger i historisk alvorlig diplomatisk strid med hinanden.