I starten var deres samarbejde godt. Ja, ifølge Hillary Clinton nærmest 'frugtbart'.
Men én begivenhed fik Vladimir Putin til at vende sig imod hende.
Da Clinton som daværende amerikansk udenrigsminister kritiserede det russiske præsidentvalg i 2012 for at være 'åbenlyst iscenesat'.
Resultatet af valget blev, at Putin igen kunne kalde sig Ruslands præsident efter en periode som premierminister.
»Putin kan ikke lide kritikere, især ikke kvindelige kritikere. Putin blev derefter meget fjendtlig overfor mig med ganske få undtagelser,« sagde Hillary Clinton ifølge The Guardian under en tale ved en litteraturfestival i USA.
Her fortalte hun også, hvordan Putins selvbillede er.
Baseret på oplevelser ved flere møder med den russiske præsident oplever Hillary Clinton, at Vladimir Putin har en 'nærmest messiansk tro på sig selv'.
Med andre ord betyder det, at den russiske præsident – i Clintons øjne – ser sig selv som en slags frelser.
Som amerikansk udenrigsminister i årene 2009 til 2013 oplevede Hillary Clinton, at Putin følte sig kaldet til at genrejse det russiske imperiums storhed.
Det fik Hillary Clinton til at advare om, at Putin ville blive 'en trussel mod Europa og resten af verden'.
Hun var derfor ikke overrasket over, at Putin invaderede Ukraine.
Til gengæld er Hillary Clinton – som så mange andre vestlige iagttagere – blevet overrasket over, hvor bravt Ukraine forsvarer sig.
Fredag er det præcis 100 dage siden, Vladimir Putin besluttede at invadere Ukraine. Du kan følge med i krigens udvikling, og hvordan den påvirker resten af verden – herunder Danmark – i vores live-blog, som du finder lige HER.