Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har fået hjernerystelse, efter hun besvimede og faldt. Det oplyser en talsmand fra udenrigsministeriet til Reuters.

Ifølge journalist Margaret Brennen fra CBS News var Clinton angiveligt dehydreret efter en maveonde. Det bekræfter ministeriet:

- Mens hun led af en mavevirus, blev Clinton dehydreret og besvimede, og hun fik en hjernerystelse, siger Clintons talsmand Philippe Reines.

Han forklarer, at Hillary Clinton skal blive hjemme, men at hun godt kan arbejde.

- Hun kommer sig derhjemme og vil fortsat blive overvåget regelmæssigt af sine læger. På deres opfordring vil hun genoptage arbejdet hjemmefra i næste uge. Hun ser frem til at komme tilbage til kontoret snart, siger talsmanden.

Hillary Clinton fik en mavevirus i sidste weekend og blev blandt andet nødt til at aflyse en planlagt tur til Mellemøsten og Nordafrika.