Havde det ikke været for to menneskers »heroiske indsats«, var endnu flere formentlig blevet frarøvet deres liv.

Men selvom de ifølge myndighederne utvetydigt reddede liv, blev mindst fem dræbt og yderligere 18 kvæstet, da en ung mand kort før midnat åbnede ild på en LGBTQ-natklub i amerikanske Colorado Springs.

»Antallet af ofre kan stadig stige, i takt med at efterforskningen fortsætter,« fastslår en talskvinde fra Colorado Springs Police Department på et pressemøde tidligt søndag morgen lokal tid.

The New York Times dækker pressemødet, hvorpå også en talsperson fra hospitalsvæsenet deltager. Herfra lyder det, at to personer i skrivende stund er i så kritisk tilstand, at de kæmper for deres liv. Andre er allerede blevet udskrevet.

Blå blink lyste nattehimlen over Colorado Springs op.
Blå blink lyste nattehimlen over Colorado Springs op. Foto: TWITTER @TREYRUFFY
Vis mere

Yderligere uddyber talspersonen, at ikke alle ofre er blevet såret af skud. Nogle kom til skade, da panikken brød ud, som skuddene lød.

Politiet har lavet en foreløbig afdækning af forløbet, der har sendt rystelser gennem den amerikanske delstat.

Den første anmeldelse landede hos politiet klokken 23.56 lørdag lokal tid.

Kort forinden var gerningsmanden trådt ind på natklubben Club Q, som i anledning af International Transgender Day of Remembrance – en mindedag for dem, der er blevet dræbt grundet transfobi – festede med dragshow.

Politiet rykkede massivt ud i kølvandet på anmeldelserne om skyderiet. Ved ankomst var den mistænkte allerede pågrebet.
Politiet rykkede massivt ud i kølvandet på anmeldelserne om skyderiet. Ved ankomst var den mistænkte allerede pågrebet. Foto: KEVIN MOHATT
Vis mere

Han var ifølge politiet dårligt kommet ind, før han begyndte at skyde omkring sig med en riffel. Også to pistoler er blevet fundet på stedet.

De første betjente ankom til natklubben, da viserne viste midnat. Her var den mistænkte, som var iført skudsikker vest, allerede blevet overmandet og tilbageholdt, og klokken 00.02 blev han officielt anholdt.

Der er tale om en 22-årig mand ved navn Anderson Lee Aldrich. Lige nu ligger han på hospitalet, hvor han bliver behandlet for de skader, han selv pådrog sig i forbindelse med masseskyderiet.

Alt imens fortsætter efterforskningen. Selv FBI hjælper til. Det samme gør den føderale anklagemyndighed og hospitalerne, der ikke alene behandler de sårede, men også støtter deres pårørende.

Baren Club Q afholdt lørdag og natten til søndag et dragshow, ligesom det var planlagt, at der søndag skulle afholdes drag-brunch.
Baren Club Q afholdt lørdag og natten til søndag et dragshow, ligesom det var planlagt, at der søndag skulle afholdes drag-brunch. Foto: KEVIN MOHATT
Vis mere

Adspurgt, hvorvidt der er tale om hadforbrydelse, svarer anklager Michael Allen på førnævnte pressemøde:

»Motivet er en del af efterforskningen, og spørgsmålet om, hvorvidt det var en hadforbrydese, er en del af den efterforskning.«

Han understreger dog også, at der er mange faktorer, der spiller ind, og at man endnu ikke kan sige noget sikkert.

Hadforbrydelse eller ej. Club Q er ikke i tvivl om, at angrebet var båret af had. På natklubbens officielle Facebook-side blev der i kølvandet på masseskyderiet hurtigt sat ord på:

»Club Q er knust over det meningsløse angreb på vores samfund. Vores bønner og tanker går til alle ofrene og deres familier og venner. Vi takker for de hurtige reaktioner fra heroiske gæster, der underkuede pistolmanden og afsluttede dette hadangreb.«