Den katolske kirkes overhoved har tweetet for første gang. Det blev en velsignelse.

- Kære venner. Jeg glæder mig over at komme i kontakt med jer gennem Twitter. Tak for jeres rundhåndede svar. Jeg velsigner Jer alle fra mit hjerte.

Sådan lyder det første tweet fra paven, der cirka 11.30 i dag fik sin debut blandt de såkaldte tweeps - altså folk, der bruger tjenesten Twitter.

Tweetet var ventet af næsten 700.000 mennesker, der havde valgt at følge på paven, siden det tidligere på måneden blev kendt, at han ville begynde at tweete på kontoen @pontifex, skriver b.dk.

Paven havde lagt op til at gå i dialog med katolikker over hele verden via kontoen, og Vatikanet opfordrede sågar folk til at stille Paven spørgsmål via det såkaldte hashtag, #askpontifex.

Dén chance lod adskillige tusinde Twitter-brugere ikke gå forbi, og de seneste dage er der strømmet bunkevis af spørgsmål ind til det katolske overhoved, der dog endnu ikke har valgt at svare på et eneste - endnu.

Mens begejstringen over @pontifex har været storladen, har Vatikanet hele tiden forsøgt at nedtone forventningerne til Pavens aktivitet på det sociale medie - og paven holder da også indtil videre en meget lavere tweet-kadence. Således er der endnu ikke yderligere aktivitet på hans konto end blot det ene tweet, skriver b.dk.

Paven er heller ikke begyndt at følge nogen - udover sig selv. Han har nemlig ikke kun een, men derimod hele otte konti på forskellige sprog.