En af Ruslands førende viruseksperter er blevet erklæret smittet med coronavirus.

For en uge siden viste han den russiske præsident, Vladimir Putin, rundt på et af Moskvas hospitaler, hvor de har folk indlagt med coronavirus.

Det skriver VG.

Overlægen Denis Protsenko meddelte selv på sociale medier, at han er testet positiv for coronavirus, og at han nu er i isolation på sit kontor.

Vladimir Putin og Denis Protsenko.
Vladimir Putin og Denis Protsenko. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Ifølge Russia Today, bliver alle, der har været i kontakt med ham nu testet.

Det gælder også den russiske præsident, Vladiimir Putin, der mødtes med overlægen den 24. marts, hvor han gik rundt med lægen ubeskyttet, og de gav sågar hinanden hånden, da præsidenten skulle have en rundvisning på et hospital i Moskva.

Putin skulle dog eftersigende have det fint indtil videre:

»Præsidenten bliver jævnligt testet. Alt er, som det skal være,« sagde Putins pressechef, Dmitrij Peskov, ifølge Novaja Gazeta. Han tilføjede, at Kreml gør alt for at undgå at blive smittet.

Vladimir Putin og Denis Protsenko giver hånd under et møde den 24. marts.
Vladimir Putin og Denis Protsenko giver hånd under et møde den 24. marts. Foto: SPUTNIK
Vis mere

Det var først langt inde i rundvisningen, at præsidenten klædte om til fuldt beskyttelsesudstyr med gasmaske og heldragt.

Denis Protsenko advarede Putin om, at Rusland kunne risikere en spredning af virusset, som man ser det i Italien.

Putin håber dog på, at man kan overvinde virussen i løbet af de næste to til tre måneder.

I Rusland har man også lukket ned. Borgere i Moskva og Sankt Petersborg har fået besked på at blive indendøre, medmindre de skal handle, på apoteket eller er nødsaget til at tage på arbejde. Man må også gå med sin hund op til 100 meter væk fra sin bolig.