Er du træt af at se de høje beløb på standeren, hver gang du skal tanke bilen op?

Så spænd selen, tryk på speederen og kør over grænsen.

I Flensborg-området fortsætter priserne på brændstof nemlig med at falde. Det skriver Flensborg Avis.

Lige nu kan diesel købes til under omregnet 13,60 kroner per liter, mens superbenzin koster 12 kroner.

Torsdag aften var der derfor stor travlhed på nogle tankstationer.

Ved en tankstation på Industriweg i byen Harrislee ragede køen helt ud på vejen og blokerede for trafikken.

Flere end end 20 biler holdt i kø ved standerne omkring klokken 17.30, skriver Flensborg Avis.

Bliver priserne liggende på det nuværende lave niveau, forventes mange danske i de kommende dage at tage turen mod syd for at få banket bilen op.