I den forløbne uge har du hørt meget om Obama. Og meget lidt om Xi Jinping. Men faktisk er de lige vigtige. De er verdens mægtigste mænd, og de er på ’valg’ i samme uge

Forskellen er, at vi først vidste, at Barack Obama ville få en ny periode som USAs præsident da tirsdagens valg var afgjort. Derimod har det længe stået klart, at Xi Jinping, 59, skal være ny leder af Kinas eneste parti, kommunistpartiet - allerede inden den syv dage lange partikongres indledtes i Folkets Store Hal på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i går.

Partiet holder kongres hvert femte år, og der er strammet kraftigt op på sikkerheden. Myndighederne har endda indført et forbud mod duer i Beijing, og snesevis af systemkritikere er blevet smidt i fængsel eller ud af landet, så de ikke kan spolere begivenheden.

De 2.270 delegerede på kommunistpartiets 18. nationale kongres ’vælger’ 24 medlemmer af politbureauet, som vælger syv-ni medlemmer af Den Stående Komite. Alle poster er aftalt på forhånd gennem lyssky aftaler bag lukkede døre. Lenin ville have været begejstret.

Kina er både stærkest og i dybest krise – både økonomisk og politisk.

Kina overhaler USA som førende økonomisk supermagt i 2016, viser en prognose fra Den Internationale Valutafond.

System-problemer

Men Kina har også system-problemer, der kan bremse udviklingen og gøre supermagten ustabil.

Kina har gennemgået den hurtigste industrielle revolution i menneskehedens historie. Befolkningen er vokset med 480 millioner på 30 år, og over halvdelen af befolkningen på 1,34 milliard bor nu i byerne.

Parallelt med det kommunistiske styre har landet en voldsomt voksende kapitalisme, og folk er begyndt at brokke sig mere åbenlyst i aviser og på sociale medier om emner, der før var tabu: Korruption, social ulighed og politiske reformer.

Middelklassen er nervøs og skjuler sine formuer i udlandet. Reformer er nødvendige, hvis landets ledelse skal forhindre en eller anden form for oprør. Det bliver en hovedudfordring for Xi Jinping.