I løbet af 2010 er flere end 3000 personer blevet dræbt i den narkokrigshærgede mexicanske by Ciudad Juarez.

Den er blevet kaldt verdens farligste by, og 2010 har ikke været en undtagelse.

3010 personer er blevet dræbt i den mexicanske by Ciudad Juarez i år, viser netop offentliggjorte tal.

Langt de fleste har mistet livet som følge af den voldsomme strid om narkomarkedet, som hærger i byen ved grænsen til USA. Blandt de dræbte er 140 politifolk.

På den måde fortsætter dødstallene med at stige år for år i Ciudad Juarez med 1,3 millioner indbyggere. I 2008 blev 1656 personer dræbt i krigen mellem rivaliserende narkokarteller, mens tallet var 2754 i 2009.

Narkodrabene er ikke blot et stort problem i Ciudad Juarez, men i hele Mexico. I alt har flere end 28.000 personer mistet livet på den bekostning siden 2006. Her igangsatte præsident Felipe Calderon en massiv militær indsats mod narkokriminaliteten.

/ritzau/AFP