Skandaleramte News of the World (NoW) er fortid. Sidste udgave af søndags-tabloidavisen blev revet væk fra hylderne i går, og der kommer aldrig mere en frisk NoW-avis. Her kan du læse journalisterne på bladets egen undskyldning til offentligheden.

I den sidste udgave, som ligger frit tilgængelig på nettet, bringer avisen en nekrolog over sig selv med overskriften: ’Vi har dokumenteret historie, og vi har skabt historie.’ Og heri gemmer der sig samtidig en uforbeholden undskyldning for den skandale, der er skyld i avisens lukning. NoW skriver bl.a.: -Vi lovpriste høj moral, vi forlangte høj moral, men som vi er nu blevet smertefuldt klar over, var der en årrække frem til 2006, hvor visse af vores medarbejdere var skammeligt langt fra at leve op til de samme standarder. Læs også: Journalist: Sådan var det på skandale-avisen

Læs også: Kamp om 2,6 mio. sladderløse kunder

Avisen opsummerer sine ugerninger med konstateringen: -Vi mistede vores vej. -Telefoner blev aflyttet, og det er vi oprigtigt kede af. Der er ingen retfærdiggørelse for denne frastødende udåd. Der er heller ingen rerfærdiggørelse for den smerte, vi har påført ofre, ej heller for den dybe plet, der er kommet på vores store eftermæle, skriver avisen, der dedikerer alle indtægter fra salget af den sidste avisudgave til velgørende formål. - Vi håber, at historien vil dømme os for hele vores journalistiske virke, når den nuværende vrede har lagt sig. Now's dybe krise, voldsomme kritik og endelige nedlukning har rod i en stærkt belastende telefonaflytningssag fra 2006, hvor det har vist sig, at avisen i en årrække har aflyttet folks telefoner for at skaffe slibrige detaljer til historier. Skandalen ruller stadig, og det er nu kommet frem, at op mod 4000 personers privatliv formentlig er blevet krænket ved, at NoW har aflyttet deres telefoner. Avisens daværende redaktør blev fredag anholdt i sagen.