Nogle mennesker bliver kun husket af deres nærmeste. Andre går over i historien.

En af dem, der formodentlig vil blive husket af historien, er 29-årig Edward Snowden.

Han har valgt at stå frem som kilden bag et af de største efterretnings-læk i USAs historie og kan sandsynligvis nu se frem til en årelang klapjagt på sig selv.

Over for amerikanske Washington Post og britiske The Guardian, fortæller han, hvorfor han har lækket dokumenter, der viser, hvordan det amerikanske efterretningsvæsen NSA tilsyneladende har registreret millioner af telefonsamtaler mellem almindelige amerikanere, og hvordan det magtfulde efterretningsvæsen har sikret sig direkte adgang til filer og data fra internet-giganter som Google og Facebook. En systematisk overvågning NSA angiveligt har sat i værk for at bekæmpe og undgå terror-angreb.

- NSA har opbygget et system, der gør det muligt at opfange næsten alt. Med denne mulighed bliver størstedelen af menneskelig kommunikation automatisk registreret uden formål. Hvis jeg har lyst til at se din email eller din kones telefon, skal jeg bare bruge aflytninger. Jeg kan få oplysninger om dine emails, passwords, telefonsamtaler og kreditkort, siger han ifølge en anden britisk avis, The Independent.

Ofrede alt

29-årige Edward Snowden har valgt at droppe sit ellers trygge liv, hvor han tilsyneladende havde alt. Han havde en fast indkomst på mere end en million kroner, en kæreste, som han delte et hus med på Hawaii, en lovende karriere og en familie, som han holdt af.

Over for The Guardian forklarer han lækket med, at befolkningen har krav på at vide, hvordan folk uden for offentlighedens søgelys arbejder.

Han sætter også ord på den usikre fremtid, som han nu går i møde.

- Du kan ikke gå op mod verdens mest magtfulde efterretningstjeneste uden risiko. De skal nok få dig til sidst, men du er nødt til at gøre op med dig selv, hvad der er vigtigt (at kæmpe for, red.), forklarer Edward Snowden i et video-interview.

Edward Snowden har søgt tilflugt i Hongkong for at undgå det amerikanske efterretningsvæsen, og han bor efter sigende på et ukendt hotelværelse.