Knap to uger efter at flight MH 370 fra Malaysia Airlines forsvandt sporløst med 227 passagerer om bord bringer nye observationer af mulige vragdele os måske tættere på sandheden

I 13 dage har hele verden gisnet om, hvad der er sket med det forsvundne fly - Malaysia Airlines flight MH 370 - der natten til lørdag 8. marts forsvandt sporløst på en tur fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina. Teorier som terror, piloternes selvmord, kapring og landing på et øde sted samt tekniske fejl, der har fået flyet til at eksplodere, er blevet luftet fra både myndigheders og eksperters side.

Hidtil er alle teorier blevet bremset af manglende oplysninger. Den sidst kendte kontakt med flyet var, da det var nord for Kuala Lumpur ud for den malaysiske østkyst klokken 01.19 lørdag 8. marts. Derefter er flyet set på vej mod vest mod Malacca-strædet på en militærradar kl. 02.14. Ifølge de malaysiske myndigheder mistede man kontakt med flyet, da flyets kommunikationsudstyr enten blev slukket eller af anden grund gik ud. Onsdag blev det dog oplyst, at mulige satellitdata har opfanget signaler fra flyet på vej sydpå. 

Men nu er vi måske tættere på sandheden end nogensinde, efter at australske myndigheder i går meddelte, at man har set noget på sattellitbilleder, som kan være mulige vragdele.

Den australske premierminister Tony Abbott kaldte ifølge Daily Mail, de nye observationer for ’troværdige og potentielt vigtige’.

Med de mulige nye fund læner flere internationale og danske eksperter sig op ad en teori om, at der kort efter start er opstået brand, hvilket har ødelagt flyets kommunikationssystemer.

Bevidstløse under brand

Teorien er fremsat af den erfarne canadiske pilot Chris Goodfellow, der mener, at piloterne har opdaget branden og har vendt flyet skarpt mod vest - hvilket passer med den militære radarobservation - for at nødlande i en lufthavn på vestkysten af Malaysia.

Ifølge Goodfellows teori er de to piloter dog blevet bevidstløse under branden, hvorfor flyet i stedet for at nødlande er fortsat ad den kurs, det var på, indtil det løb tør for brændstof og styrtede i Det Indiske Ocean.

De to mulige vragdele er observeret ca. 2.500 km vest for Perth på Australiens vestkyst. Det er ikke helt i den retning, flyet ville være fløjet, hvis det havde fulgt den retning, som den militære radarmåling viser. Men alligevel mener den danske ekspert i flysikkerhed og tidligere trafikchef i Københavns Lufthavn Hans Christian Stigaard, at den canadiske teori kan være sandsynlig - og at det kan være vragdele fra flyet, der er observeret.

- Den teori er det nærmeste, man kan komme noget, der kan minde om en fornuftig forklaring. Og piloten kan jo have ombestemt sig og dermed vendt længere mod syd for måske at tage tilbage til Kuala Lumpur, hvilket kan forklare, hvorfor flyet er endt så langt sydpå, siger han.

Storstilet eftersøgning

Ifølge de australske myndigheder er en af de to mulige genstande, man har fundet i vandet, op mod 24 meter lang. Og i så fald kan det godt være noget fra det forsvundne fly, mener Stigaard.

- Hvis det er en genstand på 24-25 meter, så svarer det nogenlunde til længden på en vinge. Men det lyder næsten for utroligt, hvis den har ramt vandet og ikke er gået mere i stykker, siger flyeksperten.

25 militærfly og 18 skibe fra bl.a. Australien, Storbritannien og USA blev ifølge Daily Mail i går sat ind for at gennemsøge området med de mulige vragdele i håb om at finde flydele og i sidste ende flyets sorte boks. Men ved redaktionens deadline var det ikke lykkedes at finde dele fra flyet.

Arbejdet besværliggøres også af, at det er et yderst øde og 250 x 400 km stort område, man afsøger. Havdybden er op til 5 km, hvilket er det dobbelte af den dybde, hvor man fandt det Air France Fly, der i 2009 styrtede i havet på turen fra Brasilien til Frankrig.

Her er teorierne om flyet

Terror - Flyet kan være blevet kapret af terrorister, der ville ramme et terrormål. Passagerer kan have overmandet terroristerne, hvilket kan have ført til, at flyet er styrtet i f.eks. havet.

Selvmord - Piloten - eller piloterne - har ønsket at begå selvmord og vælger at tage alle flyets passagerer med sig i døden.

Brand - Der er opstået brand om bord, som har ført til mistet radio- og satellitkontakt. Folk om bord er blevet bevidstløse af røgen og flyet er fortsat, til det er løbet tør for brændstof og er styrtet i havet.

Sprækker i skroget - En rapport viser, at flere fly af samme model har haft problemer med sprækker i skroget, som gør at flyet åbner sig. Tryk-ændringen har medført, at alle om bord er besvimet, og så kan flyet være fortsat i flere timer på autopilot.

Ligget i skjul - Flyet kunne ikke ses på radaren, da det lå i skjul af et andet fly. Flyet kan derefter være fløjet til et øde sted, hvor det er landet med alle passagerer i god behold.