Når den saudiarabiske konge beslaglægger offentlig strand, er pengenes magt blevet for stor, mener mange franskmænd. Krigen raser på Den Franske Riviera, hvor verdens allerrigeste boltrer sig.

»Vi kan ikke acceptere, at der er en lov, der gælder for de rige og magtfulde, og en anden for resten af befolkningen.«

Ordene er Jean-Noel Falcous. Hertil og ikke længere.

Falcous er byrådsmedlem i byen Vallauris på Den Franske Riviera og sætter ord på, hvad hundredtusindvis af franskmænd tænker og føler. Pengenes magt er blevet for stor.

Læs også:

0

Rivieraen med byerne Cannes og Nice er i disse uger en magnet for verdens allerrigeste, der valfarter til Middelhavet for at holde ferie. Og der er ikke blot baderinge og sololie i bagagen. Overdådige yachter, hundedyre sportsvogne, fly, helikoptere og imponerende bygninger er en del af kulissen.

Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, som de lokale beboere er vant til. Ligesom de f.eks. er vant til, at de rige får spærret butikker af, når de skal shoppe.

Men når Saudi-Arabiens konge kommer og lukker et stykke offentligt strand af og tilmed bygger en elevator ned til vandet, bliver det alligevel for meget.

Med førnævnte Jean-Noel Falcou i spidsen er underskrifter i tusindvis samlet ind og klager er sendt til præsident Francois Hollande. En sag, der er blevet så tilspidset, at den forleden resulterede i, at nøgne demonstranter svømmede rundt foran den saudiske konges feriebolig.

»Det faktum, at de har kunnet betale sig til at få lov at spærre stranden af, er skandaløst. Dette er offentlig ejendom - et sted, som alle skulle have lov at nyde - ikke kun meget rige saudi-arabere,« siger en lokal beboer ifølge den britiske avis Daily Mail.

Masser af omsætning

Franskmændene nyder godt af de rige gæster. Det betyder masser af omsætning på hoteller, restauranter og i butikker, men der er åbenbart grænser for, hvad pengene skal kunne købe. Hvad dem, som ingen eller kun lidt har, skal finde sig i at være vidne til.

Skellet mellem rig og fattig bliver større og større. Den seneste rapport fra velgørenhedsorganisationen Oxfam blotlægger, at én procent af verdens befolkning ejer næsten halvdelen af verdens værdier. Og det tal forventes at stige, så de rige i 2016 ejer over 50 procent.

I samme boldgade viser en anden rapport ’World Wealth Report’ (Capgemini og RBC, red.), at antallet af såkaldte ‘ultrarige’, med en formue på 30 mio. dollar (205 mio. kr.) samt antallet af dollarmillionærer - folk, der har mere end 1 mio. dollar (6,8 mio. kr.), som de kan investere - også er stærkt stigende, så der nu findes 14,5 mio. af slagsen. Én procent af dem kan kalde sig ’ultrarige’.

10.000 milliarder

Kong Salman og hans familie er ikke bare ‘ultrarige’, men ‘utra-ultra-ultra-rige’ med en samlet formue, som vurderes til at være på knap 10.000 mia. kr. Til sammenligning har Danmarks rigeste familie - familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego-koncernen - en formue på 68 mia. kr.

Læs også:

Og derfor har Salman i hvert fald ikke savnet penge, hvis det var det, som skulle til for at få spærret den populære offentlige strand af, så han uforstyrret kan holde ferie i palæet ’Chateau de l’Horizon i Vallauris, der er beliggende mellem de riges sommerlegeplads Cannes og det mondæne Nice.

Palæet blev købt for 55 mio. kr., i 1979 vel at mærke, og er tidligere blevet benyttet af britiske kongelige og bl.a. Winston Churchill. Kongen, der med sig til rivieraen medbringer 1000 gæster, har desuden fået tilladelse til at opføre en elevator fra den højtbeliggende villa ved kysten og ned til stranden nogle meter længere nede. En elevator, som myndighederne dog kræver skal fjernes igen, når kongen afslutter sin ferie.

Desuden har han sikret sig, at ingen kan komme nærmere end 300 meter på palæet fra vandsiden. Særbehandlingen af kongen har indtil nu fået over 100.000 franskmænd til at underskrive det vrede protestbrev til myndighederne.

Krigen på rivieraen kan betragtes som et bølgeskvulp. Men det kan også tages mere alvorligt som et udtryk for, at den voksende ulighed kan føre til social uro rundt om i verden. I USA er gabet blevet så stort, at flere velhavende mænd har udtrykt, at de er bekymrede for et oprør, en slags revolution.

Og den store ulighed er bestemt et problem, som skal tages alvorligt, mener Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank:

»Den udvikling, der er i gang, kan være et problem. Hvis den rigdom, der bliver skabt, koncentrerer sig om forholdsvis få mennesker, så vil det være ganske få mennesker, der nyder gavn af den økonomiske vækst. Dermed kan den samlede velstandsfølelse være, at de mange penge ikke kommer særlig mange til gavn.

Grund til bekymring

Prisen stiger på rigtig mange aktiver i disse år, og det gør, at de meget rige mennesker bliver endnu rigere i disse år - og derved ser vi mange, der bliver løftet op i denne gruppe af ekstremt rige mennesker,« siger han.

Steen Foldberg har flere gange været med til at lave ‘World Wealth Report’. I dag er han direktør for Julius Bär, der rådgiver rigmænd og forvalter deres formuer.

Han mener også, at der er grund til bekymring .

»Selvfølgelig skal man være nervøs, og hvis man eksempelvis tager Kina, så er der skabt mange millionærer dér, og befolkningen har generelt fået en bedre levestandard, men der er stadig mange meget fattige mennesker i Kina. Så længe der er vækst, så kan man holde styr på den sociale uro, men hvis væksten ikke fortsætter, så kan det give problemer.

Uro eller ej. Kong Salman er ikke bange for at flashe sin rigdom. Hans enorme følge er indlogeret på nogle af områdets fineste hoteller, og en hel konvoj af luksusbiler er lejet. Til stor jubel for lokale forretningsdrivende, der ikke er blandt underskriverne på protesten.

Og Salman og co. er ikke alene på rivieraen. Kendte og rige forskanser sig bag høje mure i deres luksuspalæer lidt oppe i bjergene eller på de store yachter forankret i bugterne, som f.eks. den 163,5 meter lange ’Eclipse’, der tilhører den russiske mangemilliardær Roman Abramovich. En yacht som vurders til at have en værdi på svimlende 2,5 mia. kr.

Langs rivieraens kystlinje springer det ene efter det andet storslåeede palæ frem fra klippesiderne. Palæer, der nemt kan koste flere hundrede millioner kroner, og som har to-tre swimmingpools og ti soveværelser. Det mest kendte af de flotte palæer, er Villa Leopolda i eksklusive Villefranche-sur-Mer øst for Nice, som i 2008 blev vurderet som verdens dyreste hus til en værdi af 3,7 mia. kr. Huset er ejet af Lily Safra, enke efter den libanesisk-fødte bankmand Edmund Safra.

Tæt på alting

Ifølge Christian Frøslev, som er ejendomsmægler og direktør i Liebhavermæglerne, der har specialiseret sig i luksusboliger i ind- og udland, er der flere ting ved Sydfrankrig, der gør, at området er en magnet for kendte og rige.

»Folk, der har penge, søger til steder, hvor andre folk også har penge. Der er jo en vis rigdom, og det er fashionabelt at være i Sydfrankrig. Tager man til St. Tropez, så kan man jo både se modeshow og købe Rolex-ure direkte på stranden,« siger ejendomsmægleren:

»Der er nogle fantastiske boliger, hoteller og restauranter. Og man kan sejle alle mulige steder hen. Man er tæt på alting.«

Sydfrankrigs popularitet blandt de velhavende afspejles også i ejendomspriserne.

»Det er ikke unormalt, at en almindelig god ejendom i Sydfrankrig koster fra 50 mio. kr. og op til 150 mio. kr.,« siger Christian Frøslev.

Her er de superriges legetøj:

8 milliarder

Verdens dyreste yacht bærer navnet ’Eclipse’ og er 163, 5 meter lang. Den er ejet af den russiske milliardær Roman Abramovich, der også er kendt for at eje den engelske storklub Chelsea. Yachten har en værdi af næsten 8 mia. kroner. Men så rummer yachten også to swimmingpools, to helikopterplatforme samt et mandskab på 80 personer. Roman Abramovich er anslået til at have en formue på 55 mia. kroner. Han har skabt sin formue fra bunden. Han begyndte med at sælge dukker på et marked i Rusland, men gik derefter over til at sælge olieborings-licenser. Efterfølgende fik han købt sig ind på det russiske oliemarked, hvilket altså siden har gjort ham til milliardær.

3,7 milliarder

Villa Leopolda,  beliggende i Villefranche-sur-mer mellem  Nice og Monaco, er verdens næstdyreste hus. Villaen blev i 2008 vurderet til at være 500 mio. euro værd, hvilket svarer til 3,7 mia. kroner. Villaen ejes af Lily Safra, der er enke efter den afdøde libanesiskfødte bankmand Edmund Safra. Edmund Safra døde i en brand i 1999, hvorefter hans kone arvede omkring 5,5 mia. kroner. Den eksklusive villa var i deres fælles levetid blot et af deres tre hjem og blev benyttet som en slags sommerbolig. Den 80-årige Lily Safra er oprindeligt fra Brasilien og er i dag kendt for at donere store summer til velgørenhed.

4 milliarder

Azzam er navnet på verdens næstdyreste yacht. Den 180 meter lange yacht har en værdi af 4 mia. kroner. Hvad den præcist indeholder, er ikke blevet afsløret for offentligheden, men det menes, at den ligesom Eclipse har mindst to swimmingpools, to helikopterplatforme, en privat biograf. Ejeren af Azzam er den stenrige Khalifa bin Zayed al Nahya, der er præsident for De Forenede Arabiske Emirater. Hans formue anslås at være på 122 mia. kroner.

3,5 milliarder

Superyachter er populære blandt rigmænd. Verdens tredjedyreste yacht er ’Topaz’, som er 147 meter lang og har en værdi på 3,5 mia. kroner. Ejeren af det eksklusive fartøj er Mansour bin zayed al Nahyan, der er premierminister i Abu Dhabi. Han ejer desuden også den engelske fodboldklub Manchester City. Nahyan vurderes til at have en formue på 136 mia. kroner.