36-årige Henriette Syvertsen fra Åsnes i Norge stod fredag af ved det busstoppested, hun altid står af ved, når hun skal hjem.
Men den dag var det anderledes. Hun opdagede nemlig en form for flyer, der var hængt op og lå flere steder, skriver Dagbladet.
»Vil du melde dig ind i IS? Drømmer du om et skandinavisk kalifat? Kontakt Amin,« stod der.
Hendes mand hedder Amine, men bliver kaldt Amin. Og efter teksten stod hendes telefonnummer.

»Det her er et personligt angreb, og jeg kan ikke forstå, hvem der er i stand til at finde på at gøre sådan noget,« siger hun til norske Dagbladet.
Der stod også på flyeren, at man ved at ringe på nummeret også kunne få hjælp med finansiering, transport og udstyr, der skulle bruges til at støtte den lokale IS-afdeling.
Henriette Syvertsen var i chok, og der gik flere timer, før hun helt forstod, hvad det var, hun og hendes mand var blevet udsat for. Hun var sammen med Amine, da hun så dem.
Han bor og arbejder i Marokko, og var derfor på besøg hos hende.

»Han blev lige så paf, men heldigvis tog han det godt. Vi er to stærke personer, og vi lader os ikke knække – men racisme er uanset hvad ikke acceptabelt,« siger Henriette Syvertsen, der dog alligevel synes, det er en ærgerlig velkomst til Norge, hendes mand har fået.
Parret har ingen anelse om, hvem der kunne have gjort det, men de har meldt det til politiet, der tager sagen meget seriøst. NRK har talt med Nilam Ilyas, der er jurist på den lokale politiafdeling.
»Det er en sag, der prioriteres højt af politiet. Vi indleder derfor efterforskning. Det er en alvorlig sag,« siger han.
Siden lokalsamfundet blev bekendt med episoden har Henriette Syvertsen og hendes mand fået mange venlige henvendelser.
Også folk i resten af Norge har skrevet til dem og fortalt dem, at de støtter parret.


