Lyt til artiklen

En 42-årige kvinde, som er mistænkt for at have dræbt sine to børn, er blevet udleveret til New Zealand.

En drabsmistænkt 42-årig kvinde er mandag aften blevet udleveret fra sydkoreanske myndigheder til newzealandske.

Politiet efterforsker sagen, hvor kvindens to børn blev fundet døde i kufferter, som menes at have tilhørt kvinden.

Kvinden mistænkes for at være flygtet til Sydkorea, hvor hun selv er født. Her blev hun anholdt i byen Ulsan, efter at det internationale politisamarbejde Interpol eftersøgte hende.

Drabene menes at være sket for fire år siden, men det var først i august i år, at politiet i New Zealand satte en drabsefterforskning i gang, efter at børnenes legemlige rester blev fundet i kufferter.

Den skrækindjagende opdagelse blev gjort af en intetanende familie, som havde købt kufferterne som en del af et parti brugte ting og sager.

Udleveringen sker, efter at en domstol i Seoul fredag gav grønt lys til, at kvinden kunne overgives til newzealandsk politi.

Politiet i Sydkorea overleverer samtidig det relevante bevismateriale, som det har indsamlet i efterforskningen.

- Vi håber at sandheden i sagen, som har fået opmærksomhed fra hele verden, kommer til at blive afsløret gennem en streng og retfærdig juridisk proces i New Zealand, siger en embedsmand fra Sydkorea.

Den 42-årige kvinde skal møde i retten i den newzealandske by Auckland på onsdag.

Sagen har fået presseopmærksomhed over det meste af verden. Koreansk presse var talstærkt til stede, da koreansk politi eskorterede hende fra politistation i Ulsan.

Adspurgt af journalister hvorvidt hun ville tilstå drabene, sagde hun, at hun "ikke havde gjort det".

/ritzau/Reuters