Forbrydelser, hvor flygtninge og migranter er involveret, bliver hemmeligholdt i Sverige. Det samme bliver de ressourcer, politiet bruger på opgaverne. Oplysningerne er »arbejdsmateriale,« lyder forklaringen, der dog også vækker undren internt hos politiet.

»Intet skal ud.«

Sådan lyder ordene i et internt notat om svensk politis håndtering af forbrydelser, hvor flygtninge og migranter er involveret, som Dagens Nyheter har læst.

Det svenske medie kan i dag fortælle historien om, hvordan svensk politi hemmeligholder efterforskninger, hvor flygtninge og migranter er involveret, samt oversigter over hvor mange ressourcer politiet bruger på at håndtere flygtningebølgen og den mere og mere anspændte situation, som flygtningestrømmen har medført i nogle områder af landet.

Koden »291«

Efterforskninger af vold, trusler og andre forbrydelser får således koden »291« og bliver hemmeligholdt for medierne. Det gælder alle sager, hvor den mistænkte, offeret eller en forhørsperson er migrant eller flygtning, samt forbrydelser som på den ene eller anden måde kan kobles til modtagelsen af flygtninge og migranter.

Det sker ikke ud fra et politisk hensyn, men fordi 291-sagerne anses for at være interne, oplyser en talsperson for politiet.

»Politimyndigheden er af den opfattelse, at tallene er arbejdsmateriale,« siger pressesekretær Stephan Ray til Dagens Nyheter, og understreger, at den beslutning ér »usædvanlig,« fordi der normalvis er større åbenhed for journalister, når det gælder politiets ressourcebrug.

»Helt skørt«

Den opfattelse deler flere ansatte i svensk politi, som Dagens Nyheter har talt med. De er alle frustrerede over, at skulle henvise til en beslutning, som de dybest set ikke forstår. Alle ønsker de at optræde anonymt, men én siger:

»At omtale det som arbejdsmateriale er helt skørt. Vi er en myndighed og skal reportere fakta, punktum,« siger en kilde til mediet.

Sverige er et af de lande, der har modtaget flest flygtninge og migranter, og siden sensommeren 2015 har svensk politi været ekstra ophængt på grund af de mange mennesker, der er kommet til landet. Der er blevet indsat ekstra ressourcer til blandt andet grænsekontrol og almindelig kontrol af orden og sikkerhed i de områder i landet, der har modtaget mange flygtninge.

Det viste sig nødvendigt i løbet af efteråret, hvor der tikkede flere anmeldelser af brandstiftelser og forbrydelser ind begået på de indkvarteringssteder, som det svenske Migrationsverket har stillet til rådighed for flygtningene. Sidst i oktober blev den type af lovovertrædelser så udbredte, at politiet indførte den særlige betegnelse, »291«, for alle de sager, der berører migrationssituationen.