Den tyske nazileder Adolf Hitler kan meget vel have været i live længere, end vi hidtil har været klar over.

I et nyt tv-program går efterforskere hemmeligtstemplede papirer igennem fra sikkerhedstjenester, hvor det fremgår, at han kan have iscenesat sit eget selvmord i bunkeren i Berlin, da anden verdenskrig kom til sin afslutning, skriver Daily Star.

Den tidligere CIA-agent Bob Baer og agent i USA's specialstyrker Tim Kennedy har efterforsket det sejlivede rygte om, at Hitler skulle være flygtet til Argentina, da russerne invaderede Berlin i 1945.

De to efterforskere har gennemgået 12.000 papirer fra forskellige sikkerhedstjenester rundt omkring i verden for tv-kanalen History Channel. Her tager de både til Danmark og Argentina for at undersøge påstandene.

Den officielle historieskrivning fortæller, at den tyske fører tog livet af sig selv og sin kæreste Eva Braun med skud. Han havde giftet sig med hende kort tid før i den bunker i Berlin, hvor han skjulte sig, mens hans imperium var ved at falde fra hinanden.

Og især ét dokument fra den britiske efterretningstjeneste er interessant. Her påstås det, at Hitler fløj ud af Berlin dagen før sin officielle død 30. april 1945.

»Vi har to valide, uafhængige kilder - som ser ud til at være objektive - som siger, at han flygtede,« siger  Bob Baer.

Baer og Kennedy opdager også en ukendt femte udgang fra bunkeren, som førte til en flugtvej. Og i Argentina opdager de et militæranlæg, hvor Hitler kan have boet efter sin ankomst.

Det har længe været opfattelsen, at Hitler blev brændt af Den Røde Hær, som skulle have fundet hans lig i bunkeren.

Men de eneste jordiske rester, der er fra nazilederen er fra hans underkæbe, som han havde fået lavet tandlægearbejde på. Derfor har der i årevis været teorier, der har påstået, at Hitler rent faktisk slet ikke døde i 1945, og nu ser det altså ud til, at man muligvis er kommet et skridt tættere på sandheden.