»Jeg kan ikke se, at denne præsident nogensinde er i stand til at gøre det. Nogensinde.«

Sådan lyder meldingen fra en tidligere agent fra sikkerhedstjenesten 'Secret Service.' Det skriver det amerikanske medie Insider.

Tirsdag er flere agenter blevet afhørt af den komité, der skal klarlægge, hvad der skete 6. januar 2021, hvor flere vrede Trump-støtter stormede Kongressen.

Her er den tidligere amerikanske præsident blevet beskyldt for at gribe rattet i den limousine fra Det Hvide Hus, som han sad i, da han fik at vide, at han ikke ville blive kørt op til Kongressen, da den blev stormet.

En beskyldning, som en tidligere agent nu maner i jorden med et særligt argument.

Nemlig at Trumps omkreds er for stor til, at han ville kunne presse sig igennem den 'ekstrem trange plads' for at få fat i rattet.

»Trump er ikke en lille fyr, vel? Og pladsen til rent faktisk at kunne kaste sig ud mod rattet er ikke så stor,« siger den tidligere agent til Insider og uddyber:

»Jeg mener ikke at lyde nedsættende over for den tidligere præsident, men bare hans omkreds ville forhindre ham i faktisk at komme til rattet.«

Agenten understreger, at det ikke vil være umuligt, at det kunne lade sig gøre.

Dog mener vedkommende, at Trumps 190 cm højde og vægt på godt 100 kilo reducerer sandsynligheden for, at det faktisk er sket.

Ifølge CBS News og NBC News er flere 'Secret Service'-agenter klar til at vinde om, at Trump ikke forsøgte at tage styring over bilen.

Donald Trump afviser og nægter at have begået fejl i forbindelse med optakten til stormen på Kongressen.