Fredag tog den amerikanske højesteret en beslutning, der splittede USA og sendte tusinder på gaden i enten jubel eller protest.

De omstødte den såkaldte 'Roe vs. Wade'-afgørelse fra 1973, der sikrede retten til fri abort i hele USA, og det har fået en række stater til at stramme deres egne abortlove radikalt eller forbyde abort helt.

Tabet af retten til fri abort kan vise sig kun at være begyndelsen.

Flere analytikere og eksperter i amerikansk politik frygter nemlig, at der kan være andre radikale beslutninger i vente.

Det skriver en række amerikanske medier herunder The Washington Post, der blandt andet har talt med Jennifer Lincoln, som er gynækolog i Portland.

»Det næste bliver fortrydelsespiller og spiraler, og herefter alle former for hormonel prævention. Det handler om et totalt stop for prævention. Det er bare det næste logiske skridt for dem, (De Konservative, red.)«

Fredag og lørdag har der været store sammenstød mellem forkæmpere for retten til fri abort og abortmodstandere i hele USA. Anna Moneymaker/Getty Images/AFP
Fredag og lørdag har der været store sammenstød mellem forkæmpere for retten til fri abort og abortmodstandere i hele USA. Anna Moneymaker/Getty Images/AFP Foto: Anna Moneymaker
Vis mere

I The New York Times spekulerer eksperter også i, hvorvidt rettigheden til at gifte sig med en af samme køn kan forsvinde.

Bekymringerne for at abortafgørelsen bliver startskuddet til en række afgørelser, der begrænser det frie valg, skyldes især en af højesteretsdommernes udtalelser.

Dommer Justice Clarence Thomas har nemlig proklameret, at højesteret burde genbesøge tidligere afgørelser inklusive den, der beskytter retten til at anvende prævention.

Årsagen, til at det er kvinders ret til at bestemme over egen krop og homoseksuelles rettigheder, der står for skud, er den amerikanske højesterets nuværende sammensætning.

Det lykkedes nemlig Trump at indsætte tre meget konservative dommere, mens han var præsident, og det betyder, at der nu er et konservativt flertal.

Fredag stemte fem ud af ni dommere altså for at afskaffe den føderale ret til fri abort.

Men flertallet af amerikanere ønsker ikke, at afskaffe retten til abort, og siden fredag har abortmodstandere og abortforkæmpere tørnet sammen i store demonstrationer på tværs af landet.