Mange menneskers tilsynelandende uslukkelige tørst efter at være online døgnet rundt gør, at flere og flere mennesker bogstaveligt talt går gennem dagen med blikket stift rettet mod smartphonens skærm. Derfor har belgierne nu fået deres egen såkaldte »text walking lane« - et SMS-fortov.

I fodsporene på både kinesiske Chongqing og amerikanske Washington DC, er SMS-fortovene blevet malet på størstedelen af de allertravleste gader i belgiske Antwerpen.

Ulykker forårsaget af folk, der distraheres af smartphones er et forholdsvis nyt fænomen. Tendensen er dog stærkt stigende. En nylig undersøgelse foretaget på baggrund af tal fra de amerikanske skadestuer, er antallet af ulykker forårsaget af folk, der kiggede for dybt i smartphonen steget med 35 % de seneste fem år. Fortoverne skal derfor forhindre smartphone-brugerne i at bumpe ind i andre og hinanden, mens de går på gaden.

I Utah og New Jersey er man gået mere hårdhændet til værks. Her har man eksperimenteret med at uddele bøder til SMS'ende fodgængere, der bringer sig selv og andre i farlige sitationer. Samtidig blev fartgrænsen i dele af New York City sidste år sænket for at give billisterne en chance for at undgå sammenstød med fodgængere, der vader ud på vejen mens de SMS'er.

Selvom de smarte fortove i Antwerpen rent faktisk er et reklamestunt af et lokalt mobilselskab ved navn Mlab, er det dog stadig højst sandsynligt at folk i området vil benytte sig af fortovene. En talsperson for Mlab siger nemlig følgende til Yahoo News:

»Alle SMS'er når de går. Du går sikkert gennem gaderne, mens du SMS'er eller sender Whatsapp beskeder til dine venner, og har ikke rigtig fokus på dine omgivelser - kun på, hvad der sker på din skærm.«

»Dette forårsager sammenstød med andre fodgængere. Du kunne, uden at vide det, end da også være til fare for dit eget liv, mens du SMS'er og går, når du går over gaden uden at kigge op.«