En helikopter styrtede tirsdag formiddag ned i norske Verdal.
To personer – en mand og en kvinde – meldes at være omkommet i den forbindelse.
Det oplyser indsatsleder Einar Røstum fra Trøndelag Politikreds til norsk TV 2.
De to afdøde var begge i 60erne, og deres pårørende er blevet underrettet.
En tredje person, der var om bord på helikopteren, er efterfølgende blevet fragtet til St. Olavs hospital i Trondheim med alvorlige kvæstelser.
En hund, som også var med i helikopteren, er ifølge politiets indsatsleder blevet kørt til en dyrlæge.
Helikopteren styrtede ned omkring klokken 10.30 tirsdag.
»Vi har fået bekræftet et helikopterhavari ude på en mark,« sagde vagtleder Roger Gjersvold ved Midt-Norges alarmcentral til tv-stationen NRK umiddelbart efter styrtet.
Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.
Helikopteren var lettet fra Verdal på et tidspunkt, hvor der var tæt tåge i området.
Til NRK fortæller flyvechefen i Midtnorsk Helikopterservice, Tor Krogstad, at det var en af deres helikoptere, der var involveret i ulykken.
Helikopteren var ude på en privat opgave, da den styrtede ned, oplyses det.