Er det et desperat råb om hjælp fra nogen, som har brug for at blive reddet, eller er det en spøg, der er gået helt over stregen?

Det er spørgsmålet, politiet i Western Australien sidder med, efter at en pilot en dag spottede et mystisk tegn fra sin helikopter, skriver BBC.

Fra sit cockpit så han, at nogen midt på den golde jord i det gigantiske lands ødemark havde lagt en masse kridhvide sten i en formation, så det dannede et 'SOS'. Men tegnets skaber var ikke umiddelbart til at se fra luften.

Foto: WEST AUSTRALIAN POLICE HANDOUT
Vis mere

Derfor kontaktede piloten politiet, som måtte tage til området i det nordvestlige Australien fra luften, da terrænet var for barsk til, at de kunne tage dertil til fods eller i bil. Men heller ikke de fandt nogen tegn på, at et eller flere mennesker havde været i området for nylig.

Dog fandt man resterne efter en for længst forladt lejr i Swift Bay ikke langt derfra.

Peter Reeves fra australsk politi fortæller ifølge BBC, at nødråbet kan have været der i årevis.

»Der er indikationer på, at nogen har camperet der på et eller andet tidspunkt, men det er ikke tydeligt hvornår.«

Derfor appellerer politiet nu til, at borgere henvender sig, hvis de har oplysninger om de hvide sten eller nogen, der opholder sig eller har opholdt sig i det øde område.

Det er ikke første gang, et sådant tegn er opdaget i landets kuperede terræn. I 2015 blev en britisk turist i staten Queensland reddet efter at have lagt sten, der dannede det internationale tegn for hjælp.