Hvad er der sket med den 45-årige brite Nicola Bulley?

Det spørgsmål har stået ubesvaret, siden hun for en uge siden forsvandt sporløst, mens hun var ude på en gåtur med sin families hund.

Nu har politiet dog en teori om, hvad der er sket med moren til to. Det skriver Sky News.

De mistænker nemlig, at hun er faldet i floden Wyre, som løber langs den sti, hvor hun luftede hunden. Det er her, hun sidst blev set klokken 09.10 lokal tid.

Politiet fokuserer på et tidsrummet fra 09.10 til 09.20 lokal tid, hvor der ikke kan redegøres for hendes bevægelser.

De tror ikke på, at hun har forladt området ved floden, og de tror heller ikke på, at der er sket en forbrydelse.

Et område på 15 kilometer langs floden og helt ud til havet er blevet undersøgt, og politibetjente har forsøgt at lokalisere hendes tøj, ligesom de også beder offentligheden om at være på udkig efter det.

Kun Nicola Bulleys mobiltelefon er fundet. Den lå på en bænk, hvor der stadig var et opkald i gang, mens hunden, en cockerspaniel ved navn Willow, løb frit omkring.

Hendes partner, Paul Ansell, fortæller, at han aldrig vil miste håbet, og at hans fokus er på at støtte deres to små døtre på 9 og 6 år.

Nicola Bulley havde sat døtrene af ved deres skole i Lancastershire kort før, hun forsvandt.