Et noget anderledes rumkapløb finder i disse uger sted mellem to af verdens rigeste mænd.

For en menneskealder siden foregik en politisk kappestrid mellem stormagterne USA og Sovjetunionen om at nå ud i rummet og lande på månen.

I dag dyster to store personligheder med ufattelig dybe lommer om samme hæder.

Den britiske Virgin-grundlægger, sir Richard Branson, besøgte kortvarigt rummet søndag. Det gjorde han ombord på sit eget rumskib fra virksomheden Virgin Galactic, og han nåede hele 85 kilometer over jorden. Om bare et år planlægger milliardæren at åbne for kommerciel rumfart til dem, som kan betale for en tur til rummet.

Men nu bliver det mere kringlet. For den amerikanske iværksætter og stifter af Amazon, Jeff Bezos, er også lidt af en drømmer og rumnørd.

Hans virksomhed Blue Origin har også satset på rumturisme. Jeff Bezos selskab mener dog ikke, at den britiske rival har været langt nok oppe i atmosfæren.

Ifølge NRK vil Jeff Bezos om lidt over en uge selv tage samme tur som passager i sit rumskib. Han holder fast på, at han vil være den første af de to milliardærer, som faktisk kommer ud i rummet. Planen er, at Jeff Bezos vil rejse højere end 100 kilometer over jorden i sit skib. Og det er angiveligt en vigtig forskel.

Grænsen mellem rummet og jordens atmosfære går ifølge officielle luftfartsregistreringer nemlig ved 100 kilometer – og ikke de 85 kilometer som Richard Branson tog.

Det betyder, at Bransons eventyr ud i atmosfæren officielt ikke kan kaldes for en rumrejse. I USA kan han dog godt.

De har som den eneste rumnation faktisk sat grænsen ved 80 kilometer og ikke 100 kilometer for en rumrejse.

Diskussionen, om det er den ene grænseværdi eller den anden, som skal være gældende, fortsætter.

Og spørgsmålet om, hvorvidt Richard Branson kan kalde sig astronaut, er derfor stadig åben.