Lyt til artiklen

En britisk lottokupon har udløst en svimlende stor gevinst på 1,3 mia. danske kroner.

Det er ny rekord i det store europæiske lotteri Euromillions, som har været uden vinder de sidste 13 gange, hvilket har givet hovedpræmien mulighed for at vokse til det rekordstore beløb.

Helt præcist 1,34 mia. kroner er det blevet til for den (eller de) heldige vindere af hovedgevinsten - og det er flere penge, end der nogensinde er blevet scoret på en enkelt lottokupon i Europa før.

Læs også: Henrik vandt 22,7 mio. kr. - nu keder han sig bare

En talsmand for Euromillions siger til avisen The Sun:

- Det her er den vildeste lottopræmie, som Europa nogensinde har set! Vi har champagnen på is og ser frem til at byde den heldige vinder velkommen i lotto-millionær-klubben.

Da det heldige asen endnu ikke har henvendt sig, må champagnen dog blive på køl lidt endnu. Det kan selvfølgelig heller ikke udelukkes, at flere personer har aktier i den magiske lottokupon og derfor må dele i porten - men mon ikke de klarer sig alligevel?

Læs også: Vandt 50 mio. i Lotto - brugte alt på 13 år

Hvis vinderen - eller vinderne - af en eller anden grund ikke har lyst til at iføre sig spendérbukserne og gå shopping-amok, kan man også bare læne sig tilbage og nyde tanken om, at ens vulgært store formue tjener endnu flere penge til en.

The Sun har regnet ud, at en pengesum på 1,3 mia. genererer 77.000 kroner OM DAGEN i renter - det svarer til 28 mio. kroner om året...