Svensk politi blev mødt af et grufuldt syn, da man tirsdag fandt fire personer, to voksne og to børn fra samme familie, døde i en sydsvensk villa.

Politiet arbejder på højtryk for at opklare den tragiske sag, der har efterladt den idylliske by Bjärred, der ligger nær Lund, i chok. Og som har trukket store overskrifter hos svenske medier.

De seneste dage har efterforskerne dog været sparsomme med at frigive oplysninger til offentligheden. Torsdag lyder beskeden dog, at intet tyder på, at der skulle være sket en ulykke i villaen. Det oplyser politiets talsperson Calle Persson ifølge Aftonbladet.

»Men det har været et fund, der giver os indikationer på, hvad der kan have forårsaget dødsfaldene,« tilføjer Calle Persson fra politiet i Skåne.

På billedet ses politiets teknikere ved huset i Bjärred nær Lund i Sverige, hvor to voksne og to børn tirsdag blev fundet døde i en villa.
På billedet ses politiets teknikere ved huset i Bjärred nær Lund i Sverige, hvor to voksne og to børn tirsdag blev fundet døde i en villa. Foto: Johan Nilsson/TT/Scanpix
Vis mere

Hvad dette fund omfatter, vil politiet dog ikke komme nærmere ind på. Og hvad der er foregået i huset, står altså fortsat uklart.

Men siden det tragiske fund tirsdag har teknikere undersøgt villaen.

Tidligere på ugen har politiet meld ud, at man efterforsker sagen som et mord, men at man ikke leder efter en gerningsmand.

Kollega undrede sig - og ringede til politiet

Det var en kollega til det mandlige familiemedlem, der tirsdag slog alarm til politiet. Kollegaen undrede sig over, at den nu afdøde mand ikke var mødt på arbejde.

Omkring kl. 18.00 blev betjente tilkaldt til familiens adresse i Bjärred, der har omkring 20.000 indbyggere.

Senere samme aften stod det klart, at der var tale om en familie på to voksne og to børn, der var fundet døde. På et pressemøde onsdag kom det frem, at der er tale om en kvinde på omkring 50 år, en mand på omkring 45 år og deres to døtre, skriver Expressen.



Alderen på familiens to piger er ligeledes blevet delt med offentligheden. De blev henholdsvis 11 og 14 år, skriver Aftonbladet.

På onsdagens pressemøde fortalte grundskoleansvarlig i Lomma Kommune, Svenjohan Davidson, at de to piger blev undervist hjemme af medicinske årsager, som myndighederne dog ikke ønsker at komme nærmere ind på.

Den ældste pige på 14 år var blevet hjemmeundervist siden sjette klasse fire dage om ugen, mens den yngste har haft hjemmeundervisning tre dage om ugen siden efteråret. Pigerne var indskrevet i to forskellige skoler.

På billedet: En engel er hængt op ved villaen i Bjärred i Sverige, hvor to voksne og to børn er fundet døde.
På billedet: En engel er hængt op ved villaen i Bjärred i Sverige, hvor to voksne og to børn er fundet døde. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere


Den yngste datter gik på Alfredshällsskolan i Bjärred, som ifølge Expressen er ramt af en knusende sorg.

Skolen flagede således på halvt onsdag, der er indrettet et minderum, hvor skolekammerater har fået lov til at hænge tegninger og hilsner.

Rektor på Alfredshällsskolan i Bjärred, Margareta Strand Karlsson, fortalte tirsdag til Expressen:

»Vi har arbejdet tæt, og vi har set en familie i en dyb krise. Men at det ville gå sådan her lå ikke i kortene. Det kunne ingen tro.«

Det svenske medie har også talt med chefen til pigernes far, som fortæller, at han blev bekymret, da faderen ikke dukkede op til en konference, han selv havde arrangeret. Chefen beskriver desuden faderen som 'hyggelig og social'. Han fortæller også, at faderen ofte arbejdede hjemme i huset i Bjärred for at tilbringe mere tid med sine døtre.

De retsmedicinske undersøgelser af de afdøde er endnu ikke afsluttede. Desuden fortsætter afhøringerne af personkredsen omkring familien, fortæller Calle Persson fra politiet i Skåne over for Aftonbladet.

Pårørende til de døde er underrettet.

Blomstrer og lys foran huset i Bjärred i Sverige, hvor fire familiemedlemmer er fundet døde.
Blomstrer og lys foran huset i Bjärred i Sverige, hvor fire familiemedlemmer er fundet døde. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere