Blandt de døde i delstaten er et ældre ægtepar, som blev fundet i deres hjem med et ødelagt klimaanlæg.

Phoenix. Myndighederne i Phoenix i den amerikanske delstat Arizona er ved at undersøge, om varmen kan være årsag til 12 dødsfald i storbyen i sidste uge, hvor temperaturen nåede 48 grader.

Det oplyser sundhedsmyndighederne i amtet Maricopa County.

Phoenix har været ramt af en hedebølge, hvor der på en uge har været fem dage i træk med mindst 46 grader. Hedebølgen tangerer en 22 år gammel rekord, hvor der ligeledes var fem sammenhængende dage med over 46 grader.

I andre amter i Arizona er det slået fast, at varmen har taget livet af mindst fire personer siden sidste uge.

Det gælder blandt andet et ældre ægtepar, der blev fundet i deres hjem i Pinal County med et ødelagt airconditionanlæg.

Sidste år var der 130 varmerelaterede dødsfald i Maricopa County. Det var en stigning i forhold til 2015, hvor der var 85.

Amtet undersøger i øjeblikket 27 dødsfald siden april som varmerelaterede.

Den varmeste dag var tirsdag 20. juni. Her blev der registreret 48 grader i Phoenix, hvilket er tre grader under varmerekorden i byen.

Ifølge epidemiolog Kate Goodin fra Maricopa County har der, siden hedebølgen begyndte, været dobbelt så mange besøgende på akutafdelingerne for varmerelaterede sygdomme i forhold til ugen inden.

Embedsmænd fra centret for forbrændinger i Arizona fortæller også, at de havde dobbelt så mange patienter i sidste uge sammenlignet med forrige uge.

Ifølge direktøren for centret, læge Kevin Foster, er denne juni den travleste, centret har set i 18 år.

Kevin Foster fortæller, at centret har haft mellem 20 og 30 procent flere patienter i juni i år i forhold til samme måned sidste år.

De fleste lider af overfladiske forbrændinger eller udmattelse, som opstår, når folks indre temperaturer stiger, fordi de ikke kan producere nok sved.

/ritzau/AP