Et tjekkisk passagerfly fløj sidste år på tværs af Europa med kun én motor.

Boeing-flyet fra selskabet Smartwings var 22. august 2019 netop lettet fra Samos i Grækenland med kurs mod Prag i Tjekkiet, da den ene motor satte ud.

I stedet for at nødlande – som proceduren ellers foreskriver – valgte kaptajnen at fortsætte ufortrødent, og dermed udsatte han de 170 passagerer ombord for en unødvendig stor risiko. Sådan lyder kritikken fra den tjekkiske havarikommission, som Jyllands-Posten har set nærmere på.

Og kritikken af flyselskabet – eller rettere sagt af kaptajnen – er lammende.

For ikke nok med at kaptajnen undlod at nødlande.

Han gav heller ikke besked til de relevante flyveledere om, at hans fly havde problemer. Havde han gjort det, ville de have sørget for at rømme luftrummet under flyet, så det hurtigt kunne lande, hvis det blev nødvendigt.

Flyet fløj i en særlig luftkorridor, hvor den horisontale flyadskillelse kan være få hundrede meter, og havde uheldet været ude, havde der været stor risiko for, at flyet havde kollideret med et andet fly.

Kaptajnen oplyste kun, at flyet havde 'et teknisk problem'.

Fly fra det tjekkiske selskab Smartwings fotograferet i Vaclav Havel Airport i Prag i maj i år. (Arkivofoto)
Fly fra det tjekkiske selskab Smartwings fotograferet i Vaclav Havel Airport i Prag i maj i år. (Arkivofoto) Foto: DAVID W CERNY
Vis mere

I flere minutter ignorerede han desuden andenpilotens opfordringer om at følge standardproceduren om at gå ned i en lavere højde.

Heldigvis landede flyet sikkert i Prag efter at have fløjet på tværs af Europa med kun én motor. En tur på to timer og 20 minutter.

Men som om det ikke var slemt nok i sig selv, så sørgede kaptajnen efter flyvningen for, at optagelserne i flyets cockpit blev slettet. I strid med reglerne. Derfor mangler den tjekkiske havarikommission nu vigtig dokumentation til at belyse flyvningen.

Havarikommissionen er så chokeret, at den i sin rapport af hændelsen antyder, at Smartwings-piloten har mentale problemer og foreslår, at han gennemgår en 'psykologisk evaluering'.

De danske charterselskaber Apollo og Bravo Tours har tidligere benyttet sig af Smartwings i begrænset omfang. Begge selskaber oplyser til Jyllands-Posten, at det ikke længere er tilfældet.