De fleste af os kender vist godt til, at man helst vil sidde ved siden af sin partner, når man møder op til diverse arrangementer. Den går bare ikke, når man er royal. Eller gør den?

I hvert fald er det lykkedes hertuginde Meghan og prins Harry at få prinsens nærmeste til at rynke godt og grundigt på næsen, fordi det forelskede par stædigt insisterer på at sidde sammen til traditionelle middagsselskaber.

Det skriver Daily Mail, som desuden beskriver, hvordan Harrys bekendtskaber især mistænker hertuginden for at være fløjtende ligeglad med den årelange etikette.

Ifølge det britiske medie er det kutyme, at par ikke sidder sammen ved de luksuriøse middagsselskaber, som Meghan og Harry har deltaget i i flæng, siden de blev mand og kone.

Derudover lyder de uskrevne regler også, at par skal afholde sig fra at vise enhver form for fysisk intimitet i det offentlige rum, da det kan få folk til at miste appetitten.

Ifølge Daily Mail har parrets gentagne brud på etikette fået flere fra Harrys såkaldte 'inner circle' til at ryste på hovedet ad hustru Meghan, mens andre angiveligt er begyndt at undlade at invitere hende med for at undgå 'problemet'.

Det er bestemt ikke første gang, at Meghan Markle bliver beskyldt for at bryde etiketten.

I begyndelsen af juli vakte det stor opsigt, da hun dukkede op til Wimbledon for at se veninden Serena Williams spille, fordi hun havde iført sig et par simple cowboybukser.

Meghan Markle til Wimbledon i sine udsældte cowboybukser.
Meghan Markle til Wimbledon i sine udsældte cowboybukser. Foto: WILL OLIVER
Vis mere

Ifølge en kilde fra 'England Club', der er citeret af The Times, er dette nemlig ikke tilladt.

Valget af cowboybukser medførte efter sigende, at Meghan Markle ikke kunne blive inviteret ind i 'The Royal Box' på Centre Court, selvom hun er en del af den royale familie.

I stedet måtte hun se kampen fra tilskuerrækkerne – dog i det lidt finere område kun for medlemmer.

Hertuginden modtog desuden efterfølgende massiv kritik for sin opførsel under Wimbledon-kampen, da hun angiveligt bad sine sikkerhedsvagter om at stoppe de øvrige tilskuere fra at tage billeder af hende.