Har du svært ved at huske ting eller samle tankerne om konkrete hverdagspligter? Så kan din smartphone, som uskyldigt ligger på bordet i nærheden af dig, være synderen.

En ny videnskabelig undersøgelse viser, at vores hjerner fungerer mindre effektivt, når vores mobiler er indenfor nær rækkevidde. Det skriver Daily Mail.

»Vi ser en tendens, der indikerer, at jo mere nærværende smartphonen er, jo mindre kognitiv kapacitet havde undersøgelsens medvirkende,« siger Adrian Ward, hovedforfatter på studiet og lektor på University of Texas i Austin.

»Dit sind tænker ikke bevidst på din smartphone, men selve processen - processen, hvor du får dig selv til ikke at tænke på noget - bruger nogle af dine begrænsede kognitive ressourcer,« siger han.

Han kalder fænomenet et 'brain drain'.

Forskerne bad 800 personer, der bruger smartphone til daglig, om at udføre en række opgaver, der krævede deres fulde koncentration.

Inden de gik i gang, blev de medvirkende bedt om enten at lægge deres mobil på bordet, lægge den i lommen eller tasken eller lægge den i et helt andet værelse. Det var tilfældigt, hvem der blev bedt om hvad. Alle skulle dog slå telefonen på lydløs.

Det viser sig, at dem, som lagde mobilen i et andet værelse, scorede markant bedre i testen end de andre medvirkende. Særligt i forhold til dem, som havde mobilen liggende på bordet.

Dem, som havde mobilen i lommen eller tasken, klarede sig også en smule dårligere end dem, som havde mobilen i et helt andet værelse.

I et andet eksperiment så forskerne på, hvor afhængige de medvirkende følte sig af deres smartphone ved at spørge dem, i hvor høj grad de havde brug for deres mobiltelefon i hverdagen.

Herefter udførte personerne de samme tests, som i det første forsøg. Dog blev nogle medvirkende bedt om ligefrem at slukke mobilen.

Her kunne man se, at de mest mobilafhængige klarede sig dårligst. Det gjorde i øvrigt ingen forskel, om mobilen var slukket eller ej. Det der gjorde en forskel var, hvor mobiltelefonen befandt sig.