»Du kan tænke dig til, hvor frygteligt det er. Det er som nat og dag, når du står i det. Der er en tomhed, og alt føles meningsløst i perioder. Og det er det også. At et ungt menneske frarøves livet, er meningsløst,« siger Bjørn Arne Aase.

21. august 2021 blev hans datter frarøvet livet. Et halvt år forinden havde hun fejret sin 18-års fødselsdag.

Lena Maria Aase døde i en bilulykke i norske Osterøy. Hendes veninde sad bag rattet, og byretten har idømt hende 30 dages betinget fængsel for at have kørt uagtsomt og alt for hurtigt.

Anklagemyndigheden ville have hende dømt for uagtsomt manddrab og ankede derfor dommen. I næste uge skal landsretten så tage stilling til sagen, og det er i den forbindelse, norske Dagbladet har talt med Lena Marias far.

En af mediets journalister har været på besøg i familiens hjem i Arna. Her pryder billeder af Lena Maria en hel væg. Også hendes første bamse, tegninger og andre ting, der betød noget for den 18-årige pige, står fremme.

Bjørn Arne Aase mindes sin døde datter med liv. For det var der altid omkring hende, fortæller han. Folk søgte hende. Også familien, som er stolt af, hvem hun blev. Og kede af, at hun ikke nåede at blive mere.

Faren husker tydeligt den dag, hvor hans datter blev taget fra ham. Det var en smuk sommerdag. Hun havde været på arbejde på det plejehjem, hvor hun var ansat, og hun havde holdt picnic med sin partner.

Om aftenen havde hun været sammen med sine venner. De skulle handle og havde delt sig op i to biler. Drengene i den ene. Lena Maria Aase og hendes veninde i den anden. Turen til butikken varede ikke mere end ti minutter.

Klokken var 20.10, da bilen forulykkede. Blev smadret til uigenkendelighed. Lena Maria blev erklæret død på stedet. Og familien hæfter sig ved, at det formentlig er gået hurtigt. At hun ikke led.

Lena Maria Aases veninde blev ved Tingsretten idømt 30 dages betinget fængsel. Anklagemyndigheden har anket dommen, og i næste uge skal sagen for det, der svarer til landsretten. Foto: Politi
Lena Maria Aases veninde blev ved Tingsretten idømt 30 dages betinget fængsel. Anklagemyndigheden har anket dommen, og i næste uge skal sagen for det, der svarer til landsretten. Foto: Politi
Vis mere

Da hun nogle dage senere blev begravet, trodsede 150 mennesker coronaepidemien og mødte op for at sige farvel. For at tage afsked. Samtidig indledte hendes familie et nyt kapitel i deres liv. Et uden hendes tilstedeværelse.

Men hun er der stadig. I minderne. I samtalerne. 'Hvad ville Lena Maria have gjort,' spørger de ofte sig selv. Og det gør sorgen lidt lettere at håndtere.

»Hun var så sprudlende, omsorgsfuld og varm. Nu er det tabt for altid. Det er en forfærdelig, unødvendig smerte. Vi får hende aldrig tilbage,« siger faren til Dagbladet og kommer så med et opråb:

»Jeg håber, folk vi tænke sig om en ekstra gang, før de træder på speederen. Det har ødelagt vores liv. Hun er væk, og det har så store konsekvenser.«

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller der hvor du plejer at høre podcast.