Donald Trump stormer frem i kapløbet om at blive republikanernes kandidat til præsidentvalget i november, og nye regler ved de kommende primærvalg kan enten give hans to konkurrenter Ted Cruz og Marco Rubio et boost eller det endelige dødsstød.

Det siger Anders Agner Pedersen, som er redaktør på kongressen.dk, der skriver om amerikansk politik.

- Indtil nu har der hos republikanerne været en nogenlunde proportionel fordeling af de delegerede i forhold til valgsejrenes størrelse. Det ændrer sig fra den 15. marts, så den, der vinder i en delstat, fremover tager hele puljen af valgmænd, forklarer han.

De nye regler - "winner takes it all" - træder i kraft, når fem store og vigtige stater ved den såkaldte "Little Super Tuesday" går til valg. Staterne er Florida, Ohio, Missouri, North Carolina og Illinois.

- Det er et afgørende valg, for der er mange delegerede på spil, siger Anders Agner.

- Det er Rubios og Cruz' forhåbning, at de på en eller anden måde i de næste små 14 dage kan køre sig selv så meget i stilling, at de kan tage en masse delegerede og indhente Trump, måske endda overhale ham.

- Men omvendt kan man sige, at det også er en mulighed for Trump. Det er ham, der kommer ridende på den største bølge af medvind lige i øjeblikket, og hvis han kan tage nogle sejre på Little Super Tuesday, som målingerne lige nu indikerer, at han vil, så er løbet ved at være kørt, vurderer han.

Anders Agner Pedersen kalder "Little Super Tuesday" for det næste store kardinalpunkt i præsidentvalget i USA.

Han understreger, at det er helt afgørende for Marco Rubios fremtid i kapløbet, at han vinder hjemstaten Florida, hvor han er valgt til senator.

/ritzau/