Hollywood-filmen 'All the money in the world' fik en hel del omtale, da den skandaleombruste stjerneskuespiller Kevin Spacey blev smidt af rollelisten - mindre end en måned før alle optagelserne skulle være i hus.

Men det er det rene vand ved siden af omtalen af den skandale fra det virkelige liv, som filmen er baseret på. I 1973 kom oliemilliardæren John Paul Getty på alles læber, da hans 16-årige barnebarn blev kidnappet af en flok italienske gangstere, skriver New York Post.

Nu genfortæller 'All the money in the world' historien om kidnapningen, der gik hele verden rundt - og John Paul Gettys iskolde reaktion på kidnapningen, som var medvirkende til at smadre barnebarnet John Paul Getty III's liv.

Klokken 3 om natten den 10. juli 1973 var John Paul Getty III på vej hjem til sin lejlighed i Rom efter en våd bytur. Han var godt beruset, da en bil pludselig standsede ved siden af ham. Tre bevæbnede mænd sprang ud og tvang ham ind på bagsædet. Han blev derefter bedøvet og slået i hovedet med undersiden af pistolens greb og besvimede.

John Paul Getty III blev kørt til en grotte i det sydlige Italien af sine bortførere, som blandt andet havde forbindelser til mafiaen. Dagen efter fik John Paul Getty III's mor, Gail, et telefonopkald fra bortførerne. De forlangte en løsesum på 17 millioner dollar. En formue - men peanuts for den stenrige bedstefar John Paul Getty, der dengang var verdens rigeste mand.

John Paul Getty var på tidspunktet for kidnapningen god for 1,2 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 9,1 milliarder dollar i dag. Hans formue var skabt i oliebranchen, idet han havde spundet guld på at opkøbe landområder med masser af det sorte guld i Mellemøsten.

Men den dengang 81-årige rigmand var også berømt og berygtet for sin sparsommelighed. Blandt andet havde han opsat en mønttelefon på sit enorme landsted i den engelske by Surrey, så gæsterne ikke tærede på hans finanser med deres telefonopkald. Og han var heller ikke indstillet på at punge ud for at befri sit barnebarn.

»Jeg mener ikke, man skal betale kidnappere. Jeg har 14 andre børnebørn, og hvis jeg betaler så meget som en øre nu, har jeg snart 14 kidnappede børnebørn,« fortalte John Paul Getty til medierne - alt imens John Paul Getty III's mor Gail desperat forsøgte at rejse penge nok til at betale løsesummen.

Skar højre øre af

Verdenspressen fulgte gidseldramaet intenst, og folk var forfærdede over John Getty III's skæbne. Og den skulle vise sig at blive endnu grummere i takt med at gidseltagerne ikke havde held med at presse penge ud af hans stenrige bedstefader.

For efter tre måneder slap bortførernes tålmodighed med oliemilliardæren op. De skar John Paul Getty III's højre øre af og sendte det til avisen Il Messaggero med beskeden: 'hvis ikke løsesummen er betalt om 10 dage, sender vi jer det andet øre.'

Den bestialske handling fik familien til at forhandle med kidnapperne. De blev til sidst enige om en løsesum på 2,9 millioner dollar. John Paul Getty betalte modvilligt de 2,2 millioner dollar og lånte sin søn de resterende 700.000 dollar - mod et krav om, at han betalte en årlig rente på 4 procent, indtil pengene var betalt tilbage.

15. december 1973 blev John Paul Getty III endelig løsladt. Da han ringede til bedstefaderen for at takke ham, blev opkaldet ikke besvaret. Den eneste besked, John Paul Getty III fik fra sin stenrige bedstefader, var ordene 'held og lykke', som blev sendt via en mellemmand. Et år senere gjorde John Paul Getty ham arveløs.

Allerede før kidnapningen havde John Paul Getty III problemer med stoffer, og de tog kun til som følge af de fem måneder som gidsel i den syditalienske grotte. Som blot 25-årig blev han lam fra halsen og ned, da han fik hjertestop efter en nat med indtagelse af store mængder stoffer og alkohol.

Ni mænd blev senere anholdt for deres rolle i kidnapningen. To af dem blev dømt.

'All the money in the world' har verdenspremiere 22. december. Christopher Plummer har overtaget rollen som rigmanden John Paul Getty efter at Kevin Spacey fik sparket. Mark Wahlberg er også på rollelisten i filmen, som Ridley Scott har instrueret.

SMS

Hitter på Facebook