En tysk domstol kender den 91-årige John Demjanjuk skyldig i meddelagtighed i drab på jøder.

En domstol i München kender den 91-årige tidligere vagt John Demjanjuk skyldig i meddelagtighed i drab på 27.900 jøder i koncentrationslejren Sobibor i Polen under Anden Verdenskrig.

Domstolen sender John Demjanjuk fem år i fængsel.

Retssagen i München har varet halvandet år og er stærkt omdiskuteret.

Advokater for John Demjanjuk siger, at anklageren ikke har beviser for anklagerne mod deres klient, og de har inden domsafsigelsen sagt, at en eventuel dom om skyld omgående vil blive anket.

Domstolens dommer siger, at han er overbevist om, at den ukrainskfødte John Demjanjuk var vagt i Sobibor-koncentrationslejren under Anden Verdenskrig, og at han deltog i udryddelsen af næsten 28.000 jøder.

Demjanjuk skal have været en del af SS-gruppen, som stod vagt ved koncentrationslejren i 1943, hvor drabene på de mange jøder fandt sted.

/ritzau/Reuters