Den højtstående nazist og SS-leder Heinrich Himmler blev kendt som arkitekten bag det værste, systematiske massemord i verdenshistorien. Nye skrækkelige detaljer fra hans dagbog vidner om, hvordan Himmler koldblodigt på samme dag kunne veksle mellem at være familiefar og overholde massageaftaler for kort efter at inspicere henrettelser i koncentrationslejre.

Klokken 10 fik han massage. Klokken 14 skulle han mødes til frokost med andre SS-officerer. Klokken 20 spiste han aftensmad. Og kort inden sengetid ved 22-tiden beordrede han, at ti polske officerer skulle dræbes, og at deres familier skulle sendes i koncentrationslejre.

Sådan så en ganske normal dag ud for en af Nazi-Tysklands værste bødler, Heinrich Himmler. Det viser nye detaljer fra hans dagbøger, som den tyske avis Bild.de har fået indsigt i.

Heinrich Himmler blev kendt som arkitekten bag Hitlers masseudryddelse af jøder under anden verdenskrig. Det var nemlig Himmlers racistisk-ideologisk  visioner, der blev grundlag for opførelsen af krigens koncentrationslejre.

De nye detaljer, der er kommet frem, efter at hans dagbøger er blevet fundet i det russiske forsvarsministeriums arkiver i byen Podolsk nær Moskva, giver et sjældent og skrækkeligt indblik i Himmlers hverdag under anden verdenskrig.

Artiklen fortsætter under billedet

NSDAP holder partimøde og gudstjeneste for indbyggerne i Bad Harzburg i 1931. Forrest i midten ses Heinrich Himmler og Ernst Røhm (th).
NSDAP holder partimøde og gudstjeneste for indbyggerne i Bad Harzburg i 1931. Forrest i midten ses Heinrich Himmler og Ernst Røhm (th). Foto: Scherl Bilserdienst
Vis mere

Dagbøgerne viser – måske ikke overraskende – hvordan Himmler rejste rundt for at inspicere udryddelseslejrene for at sikre, at mordene blev udført som befalet.

Mere chokerende er det dog, hvordan Himmler i sin hverdag kunne veksle mellem at være almindelig familiefar og lave ’almindelige’ ting for kort efter koldblodigt at være med til at fuldføre grufulde krigsforbrydelser.

Ifølge de britiske medier Daily Mail og The Telegraph, som har set dagbogsnotaterne fra det tyske medie, står alle Himmlers gøremål nemlig listet op i dagbøgerne, der er fra årene 1938, 1943 og 1944.

Ifølge Daily Mail står der blandt andet opført i dagbøgerne, hvornår Himmler besøgte sin elskerinde Hedwig Pottgast med hvem han fik to ’uægte’ børn. Himmlers kone Margarete kendte godt til elskerinden.

Artiklen fortsætter under billedet

Heinrich Himmler med din kone Margarete samt deres datter Gudrun (i midten) samt to andre andre børn i 1935.
Heinrich Himmler med din kone Margarete samt deres datter Gudrun (i midten) samt to andre andre børn i 1935. Foto: REALWORKS LTD. / DIE WELT / HAND
Vis mere

Men også Himmlers grufulde færd i koncentrationslejrene for blandt andet at inspicere og pleje forholdet til de andre højtstående nazister, står opført. Blandt andet står der beskrevet, hvordan han det ene år først var til en ’frokost’ i koncentrationslejren Dachau uden for München for dagen efter at tilse koncentrationslejren Sachsenhausen uden for Berlin. Og kun fire dage efter det var han til frokost i en tredje koncentrationslejr, nemlig Buchenwald.

Andre besøg viser, hvordan Himmler koldblodig kunne skifte fra at være familiefar til en koldblodig bøddel.

Et af de mest grufulde eksempler fra dagbøgerne findes den 12. februar 1943, hvor Himmler fløj til Lublin i det sydøstlige Polen for at spise frokost med en anden nazibøddel, nemlig Odilo Globacnik, der stod for de fire udryddelseslejre: Belzec, Sobibor, Treblinka and Chelmno, der alle var placeret i Polen.

Ifølge Daily Mail står der i en af dagbøgerne, at formålet med besøget var at se, hvor effektive de dieselmotorer, der drev gaskamrene, var. Men da der ikke var nogle fangetransporter, der skulle ankomme den dag, besluttede man i stedet at bringe flere hundrede mænd og kvinder fra Lublin til udryddelseslejren, så Himmler kunne se dem dø.

Artiklen fortsætter under billedet

En af de værste udryddelseslejre var Auschwitz-Birkenau.Her ses indgangen til lejren.
En af de værste udryddelseslejre var Auschwitz-Birkenau.Her ses indgangen til lejren. Foto: WIENER LIBRARY
Vis mere

I en anden dagbog står der en helt anden slags detalje, nemlig at Himmler den 10. februar 1944 om aftenen så en tysk film om det sunkne skib Titanic. Og den 15. januar 1943 tog han i sauna klokken 18.

Dagbøgerne er en slags logbøger over Himmlers færden og er angiveligt ikke skrevet af Himmler selv, men af nogle af hans assistenter. Men notaterne er historisk af stor betydning. Det fortæller professor Dr. Matthias Uhl fra det tyske historiske institut.

»Heinrich Himmler var et monster fuld af modsætninger. På den ene side udstedte han koldblodigt dødsdomme ved at planlægge og sørge for, at Holocaust blev udført. På den anden side sørgede han hyklerisk for SS-eliten, sin familie, venner og bekendte,« siger professoren.

Den tyske journalist Damian Imoehl fra Bild, der har fået fat i dagbøgerne, har ifølge The Telegraph udtalt til The Times, at han er overrasket over Himmlers to personligheder.

»Han var meget omsorgsfuld over for sin kone og datter, ligesom i sin affære med sin sekretær. Han tog sig af venner og bekendte,« fortæller Damian Imoehl og tilføjer:

»Så er der rædselsmanden. Den ene dag begynder han med morgenmad og massage fra sin personlige livlæge, så ringer han op til sin kone og datter i det sydlige Tyskland, og efterfølgende beslutter han, at ti mænd skal dræbes, eller han vælger at besøge en koncentrationslejr.«.

Artiklen fortsætter under billedet

Heinrich Himmler.
Heinrich Himmler. Foto: Ukendt
Vis mere

Heinrich Himmler begik selvmord i maj 1945. Angiveligt spiste han en pille med giften cyanid, efter at han blev arresteret af britiske soldater, da han forklædt forsøgte at flygte ved krigens slutning. De britiske soldater skulle efterfølgende have begravet hans lig et ukendt sted. Liget er aldrig blevet fundet.

Sådan så det ud, da Dachau koncentartionslejr blev befriet af den amerikanske hær. Flere end 32000 fanger blev befriet.
Sådan så det ud, da Dachau koncentartionslejr blev befriet af den amerikanske hær. Flere end 32000 fanger blev befriet.
Vis mere