Sean Spicer indrømmer, at han lavede fejl som Trumps pressemand, men han understreger, at han aldrig fortalte usandheder med vilje.

I søndags tog han fusen på alt og alle, da han pludselig dukkede op på scenen til Emmy-festen og lavede en parodi på sig selv.

Dagen efter udtalte han til New York Times, hvorfor han pludselig optrådte på slap line. Og torsdag tonede han så frem på skærmen i det populære tv-program 'Good Morning America' på tv-kanalen ABC News, hvor han forsøgte at forklare journalisten Paula Faris om nogle af de ting, han havde sagt og gjort i sin tid som præsidentens mand.

»Vi ser en Spicer, der forsøger at slå sig fri af Trumps skygge. Det var et utaknemmeligt job at være talsmand for en administration, som var i åben krig med pressen, og Sean Spicer synes ikke, han skylder Trump noget. Han skal videre. Hans karriere er ikke slut, så hvis han ikke for evigt skal være stemplet som Trumps talsmand, så er han nødt til at distancere sig fra ham for at komme videre, siger redaktør på netmediet om amerikansk politik, Kongressen.com, Anders Agner Pedersen.

Trumps tidligere talsmand gik pludselig på scenen under prisuddeling: Folk blev målløse over hans joke

Uanset hvilken farve ens politiske briller har, kan de fleste blive enige om, at Sean Spicer var en kontroversiel mand i det halve års tid, han holdt ud som præsidentens ansigt udadtil.

Allerede første dag i jobbet gjorde han sig uheldigt bemærket, da han dagen efter Trumps indsættelse understregede over for pressekorpset i Det Hvide Hus, at tilhørerskaren til Trumps indsættelse var meget større end den, der var til Obamas.

Også selv om alle med det blotte øje kunne konstatere, at fotos fra de to begivenheder viste det stik modsatte.

»Det her var den største forsamling, der nogensinde har overværet en indsættelse. Punktum,« lød den dengang fra Spicer.

Spicer kom også i fokus, da han om Syriens Assad sagde, at end ikke Adolf Hitler brugte gas over for sin egen befolkning. Det fik især mange jødiske organisationer til at reagere.

I det hele taget var Spicers stil ofte konfrontatorisk over for journalisterne, og tit var det Spicer selv - og ikke så meget det politiske budskab, han skulle levere - der kom i fokus.

I juli forlod han så mere eller mindre frivilligt jobbet - angiveligt efter en uenighed med Trump.

Det faldt mange for brystet, at han til Emmy-festen gjorde grin med det, mange amerikanere opfatter som en lodret løgn over for befolkningen. Nemlig størrelsen på forsamlingen til Trumps indsættelse.

Tidligere på ugen indrømmede Spicer over for The New York Times, at han i dag selvfølgelig fortryder udtalelserne.

I interviewet med 'Good Morning America' konfronterede Paula Faris ham også med netop det udsagn, hvortil Spicer forklarede, at han burde havde været mere specifik.

Men da journalisten ville vide, om han nogensinde havde løjet fra talerstolen i Det Hvide Hus, sagde han:

»Det mener jeg ikke. Jeg har ikke bevidst gjort noget for at gøre det, nej.«

Han afviste også, at Trump nogensinde havde bedt ham lyve eller manipulere med sandheden, men han erkendte, at han havde begået fejl:

»Jeg har lavet fejl. Ingen tvivl om det. Det tror jeg, vi alle sammen gør. Nogle af dem forsøgte jeg at råde bod på offentligt. I nogle tilfælde gjorde jeg ting, som da andre bragte dem op, sagde jeg: Gosh. Jeg vidste slet ikke, at det var en fejl. Det er jeg ked af.«

Trumps ekstalsmand gjorde folk målløse under prisuddeling: Nu taler han endelig ud om sin overraskende optræden

Om det vil lykkes Spicer at overbevise amerikanerne om, at de skal tilgive ham, mener Anders Agner Pedersen afhænger af, hvem man spørger, men Sean Spicer er på ingen måde en færdig mand.

»Vi har set comebacks, der var mere særprægede, end det her, så hans karriere er ikke slut. Jeg har svært ved at se ham vende tilbage på samme niveau, som talsmand i Det Hvide Hus, men lur mig, om han ikke snart udgiver en bog om sine oplevelser i Trump-administrationen, begynder at holde foredrag og måske bliver selvstændig konsulent eller kommentator. Og når der så er gået nogle år, ender han måske nok i en virksomhed,« lyder buddet fra redaktøren på Kongressen.com.