Mens den siddende amerikanske præsident, Donald Trump, på ét døgn afholder hele fire vælgerarrangementer i lige så mange forskellige stater, må tilhængerne af Trumps modstander, Joe Biden, klare sig med et stort, rundt nul.

På grund af coronaepidemien, der har kostet over 200.000 amerikanere livet, holder eksvicepræsident Biden sig nemlig langt væk fra alle store forsamlinger.

Den slags bekymrer tydeligvis ikke 74-årige Trump, der ved både de store rallyer og i de mindre forsamlinger skyder med skarpt mod Joe Biden.

»Hvor er han? Åh ja, 'Energiløse Joe' gemmer sig hjemme i sin kælder, mens vi andre er samlet her – til fest,« sagde Donald Trump ifølge radiostationen NPR således til den 10.000 mand store forsamling, der fredag var mødt op til vælgermøde i staten Virginia.

Donald Trump taler i staten Virginia.
Donald Trump taler i staten Virginia. Foto: TOM BRENNER - Reuters.
Vis mere

Før arrangementet i Virginia, hvor Trump-kampagnen endnu en gang overtrådte lokale covid-19-restriktioner, havde Donald Trump besøgt Florida og Georgia. Og han afsluttede dagen med en pengeindsamlingsfest hjemme i Washington, D.C.

Der er blot fem uger til præsidentvalget.

Ifølge de fleste meningsmålinger har Joe Biden stadig de bedste chancer for at vinde valget. Men ifølge den landsdækkende radiostation NPR er Bidens forspring skrumpet ind siden starten af september.

»Lige nu kan ingen føle sig sikre. Resultatet er langtfra afgjort på forhånd,« understreger NPR-værten Steve Inskeep i udsendelsen Morning Edition.

I de amerikanske forhaver konkurrerer Joe Biden og Donald Trump om vælgernes opmærksomhed.
I de amerikanske forhaver konkurrerer Joe Biden og Donald Trump om vælgernes opmærksomhed. Foto: ALEXANDER DRAGO - Reuters
Vis mere

Derfor stiller mange sig uforstående over for Joe Bidens frivilligt lave profil her i valgkampens sidste uger.

Mens Donald Trump således gav den fuld skrue i fire stater på én dag, er Biden så godt som usynlig for den menige vælger.

Sammen med hustruen, Jill Biden, lagde Barack Obamas tidligere vicepræsident torsdag vejen forbi Washington, D.C., hvor de sammen viste deres respekt ved højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs kiste.

Men resten af ugen har den demokratiske præsidentkandidat holdt sig hjemme. Joe Biden afholder ingen vælgerfester. I stedet kritiserer han på afstand Donald Trumps risikofyldte opførsel.

En Biden-supporter i Florida.
En Biden-supporter i Florida. Foto: MARCO BELLO - AFP
Vis mere

Men ifølge flere amerikanske medier kan Bidens mere passive opførsel ende som politisk ris til egen rumpe.

»Der er så mange spildte muligheder. Joe Biden behøver ikke at opføre sig som Donald Trump. Men han burde være på landevejen for at møde vælgerne, minde os om, hvorfor dette valg er så vigtigt,« siger en demokratisk ekspert til tv-stationen MSNBC.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted 3. november.

Donald Trump i Virginia.
Donald Trump i Virginia. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI - AFP
Vis mere