Da amerikanske Keith Green introducerede sin hustru til en af sine venner, vidste han ikke, hvad det var, han havde sat i gang. For det var ifølge anklagemyndigheden det, der kostede ham livet.

Den 28. april sidste år forsvandt Keith Green på 27 år sporløst fra sit hjem i San Francisco. Det tog to uger, før det lykkedes at finde ham.

Men der var det for sent. Han lå død mere end hundrede kilometer væk. Skudt og dræbt.

Kort tid efter blev de hovedmistænkte i sagen anholdt - Keith Greens tidligere hustru, milliardærarvingen Tiffany Li, og en af hans venner, Kaveh Bayat.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Keith og Tiffany havde mødt hinanden, kort efter Keith havde droppet ud af universitet. Mens han flakkede rundt mellem forskellige jobs, studerede hun økonomi og levede af de generøse lommepenge, hun fik af sine forældre, der er ejendomsmoguler.

Tiffanys familie, der kom fra Kina og bosatte sig i Sillicon Valley i USA i 1992, var ikke glade for Keith, der røg marihuana, drak for meget, ikke kunne finde et fast arbejde og levede sit liv i Tiffanys overdådige luksusvilla.

Hans svigermor har ifølge AP omtalt Keith som 'familiens sorte hul'.

Alligevel elskede Tiffany og Keith hinanden, og sammen fik de hurtigt to børn - to små piger. Men det hele begyndte ifølge anklagemyndigheden i sagen at gå galt, da Keith en dag introducerede Tiffany for en af sine venner, Kaveh Bayat.

Bag ryggen på ægtemanden indledte Tiffany en affære med vennen, og da det blev opdaget, smed hun Keith ud af luksusvillaen. Derfra begyndte en længere strid om forældremyndigheden over døtrene, før de til sidst blev enige om at dele.

Den 30. april sidste år skulle have været den første aften, hvor Keith skulle have børnene selv, men to dage tidligere var han forsvundet.

Statsadvokaten har ifølge AP fortalt, at Keith og Tiffany havde mødtes på en parkeringsplads for at diskutere det praktiske omkring, hvordan det hele skulle foregå. Hun har selv forklaret, at han forlod hende, efter de havde snakket i omkring en time, men ifølge anklagemyndigheden skete der noget ganske andet.

Man mener i stedet, at Tiffany havde overtalt kæresten Kaveh til at dræbe Keith, da hun frygtede at miste forældremyndigheden. Samtidig har efterforskere kunnet spore Keith og Tiffanys telefoner til at have været i hendes villa.

Nogle dage senere - ved hjælp af telefonregistre - blev også manden Olivier Adella anholdt. Til politiet har han beskrevet sig selv som værende Kavehs 'sikkerhedsvagt', og han har angiveligt indvilliget i at samarbejde med politiet.

Han har forklaret, at Tiffany og Kaveh mødte op ved hans lejlighed, efter Tiffany havde mødtes med Keith. Keith sad ifølge Olivier livsløs på forsædet af den bil, som parret kørte, og der løb blod fra hans mund og ører.

Kevah viste derefter sin pistol, som sad i hans bælte, til Olivier, og rakte ham nogle handsker.

»Jeg har brug for, at du skaffer dig af med affaldet,« skal Kevah have sagt til ham.

Tiffanys advokat har i retten hævdet, at sikkerhedsvagten lyver om hendes klients involvering i dødsfaldet.

Sagen mod de tre begynder først til september, men allerede nu har den fået stor medieopmærksomhed. Særligt fordi, at det kun er de to mænd, der sidder i politiets varetægt.

Tiffany slap nemlig ud mod kaution tidligere på året. Hendes familie og venner betalte godt 26 millioner kroner i kontant, mens de samtidig stillede for godt 400 millioner kroner i ejendomme som sikkerhed.

Aldrig tidligere er et så stort beløb blevet betalt i kaution i det område af landet, lyder det.