Amerikanernes forhold til den fyrede FBI-chef James Comey er mildest talt kompliceret.

James Comey er lige nu USA's bedst sælgende forfatter. Han er et godt bud på præsident Donald Trumps værste fjende. Og han er manden, som den ene halvdel af USA elsker at hade, og den anden halvdel hader at elske.

Den 57-årige James Comey har udgivet bogen 'A Higher Loyalty', hvori han blandt andet kalder sin forhenværende chef og USA's 45. præsident, Donald Trump, 'amoralsk', 'ude af stand til at fortælle sandheden' og 'uegnet til at besidde præsidentembedet'.

James Comey. Billedet her er fra den 18. april.  
James Comey. Billedet her er fra den 18. april.   Foto: LUCAS JACKSON
Vis mere

På det sociale medie Twitter har Donald Trump svaret igen ved at kalde James Comey en 'løgnagtig slimklat'.

Og efterfølgende har den amerikanske vælgerbefolkning delt sig i to lejre.

Trumps kernevælgere mener, ligesom præsidenten selv, at efterforskningen af Trump-kampagnens eventuelle russiske forbindelser - som James Comey tildels fik etableret - er en heksejagt. Og derfor mener de, at det er Comey og ikke Trump, der bør stilles for en domstol.

Den tidligere FBI-chefs bog har skabt debat i USA.
Den tidligere FBI-chefs bog har skabt debat i USA. Foto: LUCAS JACKSON
Vis mere

I det modsatte ringhjørne står Trumps modstandere. Og de hepper på James Comey, der bekræfter dem i deres dybe mistillid til præsidenten.

En af USAs mest populære kvindelige tv-værter Rachel Maddow fra nyhedskanalen NSNBC opsummerer reaktionerne på Comeys opsigtsvækkende bog således:

»Symptomatisk for amerikansk politik anno 2018 vækker James Comeys bog stor opsigt. Men den ændrer intet. Således fryder Trumps modstandere sig over afsløringerne. Og Trumps kernevælgere trækker sig blot endnu længere ind i præsidentens ringhjørne, hvor de uforbeholdent forsvarer deres kandidat imod 'haderne'.«

James Comey. Washington den 8. juni 2017.
James Comey. Washington den 8. juni 2017. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI (arkiv).
Vis mere

Men begge lejre har et stort problem med deres respektive had og kærlighed.

Ikke alene har James Comey i hele sit voksne liv således været registreret som republikaner - han er altså medlem af Donald Trumps politiske parti - det selvsamme parti, der nu sviner Comey til.

Modsat begik Comey blot ni dage før valget 8. november 2016 en mulig kæmpe-bommert, som mange mener afgjorde valget, gav sejren til Trump og fik alle demokrater til at foragte FBI-chefen - manden, de nu hepper på.

Således bekendtgjorde James Comey, at FBI, som han på det tidspunkt stadig var chef for, havde besluttet sig for at genåbne sagen om Hillary Clintons brug af email-server.

Boghandlen Kramerbooks i Washington. Den 17. april.
Boghandlen Kramerbooks i Washington. Den 17. april. Foto: CARLOS BARRIA
Vis mere

Hermed blev det antydet, at Hillary Clinton havde begået en forbrydelse ved at omgås tophemmelge dokumenter lemfældigt. Og meningsmålingerne viste øjeblikkeligt et dyk i den forhenværende førstedames popularitet.

Således hader en del af Trumps vælgere i dag den mand, der var med til at give deres kandidat jobbet i Det Hvide Hus. Og Trump-haderne elsker til gengæld manden, der tildels er ansvarlig for Hillary Clintons nederlag.

Og i bogen forsøger James Comey at forklare sit svære valg.

»Det var ikke blot min, men en fælles beslutning i FBI. Og desuden var vi alle overbeviste om, at Hillary Clinton ville vinde uanset hvad,« skriver James Comey, der tilføjer, at både hans kone og hans datter stemte på Hillary Clinton.

»Det var den sværeste beslutning, jeg nogensinde havde taget. En afsløring ville være skidt. Men en hemmeligholdelse kunne være katastrofal. Og det var svært at leve med alt det had, der fulgte .. fra alle sider,« forklarer James Comey i bogen.

James Comey. Washington den 8. juni 2017.
James Comey. Washington den 8. juni 2017. Foto: SHAWN THEW (arkiv).
Vis mere