'Jeg skriver dette med opsvulmede, posende øjne, som fortsat svier og brænder, efter at jeg græd mig selv i søvn på min pude.'
Sådan indleder Kristen Layne et hjerteskærende blogindlæg om sin elskede søns ni års fødselsdag.
Sønnen Mahlon havde i ugevis glædet sig til at holde børnefødselsdag for sine klassekammerater. Men da den store dag kom, blev hans glæde til sorg og tårer. For der dukkede ikke et eneste barn op for at fejre Mahlons fødselsdag.
Derfor opfordrer den knuste mor i blogindlægget alle forældre til at huske at melde tilbage, når deres barn kommer hjem med en fødselsdagsinvitation.
Historien bliver endnu mere trist af, at Mahlon Layne aldrig før havde holdt børnefødselsdag. Indtil for nylig har han fået hjemmeundervisning, men da forældrene flyttede til en lille by i den amerikanske delstat Oregon, startede han i den lokale folkeskole. Så nu skulle det være.
Forældrene planlagde den fest, Mahlon i årevis havde drømt om, med alt hvad dertil hører af sjove lege, små konkurrencer, mad og slik. Den niårige dreng kunne slet ikke være i sig selv af spænding og hjalp selv ivrigt til med forberedelserne.
'Det er den lykkeligste dag i mit liv, mor'
'Da det endelig blev hans fødselsdag, var han oppe før solen stod op. Han hængte vimpler op, blæste balloner op, gik i bad, valgte selv sit tøj, dækkede bordet og lavede møjsommeligt godteposer til sine venner,' skriver Kristen Layne.
Dagen sneglede sig af sted for Mahlon, som talte ned, til alle vennerne ville komme og fejre ham.
»Nu er der kun tre timer, til mine venner kommer. Det er den lykkeligste dag i mit liv, mor. Jeg kan ikke vente, til mine venner kommer,« sagde Mahlon Layne ifølge moderen.
Men Kristen Layne var alligevel lidt nervøs. For hun havde ikke fået nogen svar på fødselsdagsinvitationerne. 'Hvad nu, hvis ingen møder op?', tænkte hun. Men efter at have forhørt sig blandt naboerne i sin nye hjemby, var hun dog blevet beroliget en smule. De havde fortalt Kristen Layne, at det skam var kutyme ikke at svare. Så i samråd med Mahlons far havde hun besluttet ikke at aflyse fødselsdagsfesten af den grund.
Da ventetiden var ovre, havde det ikke ringet på døren en eneste gang, og som tiden gik, måtte Kristen Layne desværre erkende, at hendes bange anelser havde holdt stik. Der ville ikke komme en eneste til Mahlons allerførste fødselsdagsfest. Og som nytilflyttet havde hun ikke numrene på nogle af forældrene i sønnens klasse.
Brød sammen
Mahlon Layne nægtede imidlertid at opgive håbet. Han løb op og ned ad vejen, fordi han var overbevist om, at vennerne måtte være forsinkede eller var faret vild. Men til sidst måtte også han indse realiteterne. Og da brød han ifølge sin mor helt sammen.
»Der kom ikke nogen, far. Jeg tror ikke, jeg er særlig populær i skolen,« hulkede Mahlon Layne.
'At se min sønderknuste lille dreng sidde helt alene ved sit smukt dekorerede fødselsdagsbord, var mere, end jeg kunne klare,' skriver Kristen Layne, som gik ud på toilettet og græd for ikke at gøre sønnens humør endnu værre.
I et desperat forsøg på at redde dagen tog forældrene og Mahlons bedstefar ham med til bowling, men da han først var lagt i seng, brød de alle tre sammen i gråd.
'Jeg ved, at M (Kristen Layne bruger ikke Mahlons fulde navn i bloggen, red.) nok aldrig nogensinde vil glemme sin ni års fødselsdag. Den vil for altid ætse sig ind i hans hukommelse som det år, hvor ingen kom til hans fødselsdagsfest. Og det gør ufattelig ondt på mig som hans mor,' skriver Kristen Layne.
'Der sidder et barn og føler sig uelsket og afvist'
Derfor kommer hun i bloggen med en hjertefølt appel til alle forældre.
'Jeg bønfalder jer om ikke at ignorere dem (fødselsdagsinvitationerne, red.) Jeg ved, I har travlt, er trætte, stressede og har en million andre ting at tage jer til. Jeg kender det jo selv. Men næste gang du er fristet til at ignorere en håndskrevet invitation fra en klassekammerat, så husk venligst på, at der kan sidde et barn og vente ved et tomt bord, og græder i sin serviet, føler sig uelsket og afvist,' skriver Kristen Layne.
Heldigvis førte den gennemført sørgelige historie trods alt noget godt med sig. Efter Kristen Laynes har beskrevet sin og Mahlons følelsesmæssige rutsjebanetur på sin blog, har mange anonyme givere sendt Mahlon både gaver og fødselsdagshilsner med posten.
Flere har også fortalt om lignende episoder, hvilket har åbnet Mahlons øjne for, at han trods alt ikke er den eneste, som har siddet forgæves og ventet på de fødselsdagsgæster, som aldrig kom.
