En hjemløs mands vildeste drøm gik i opfyldelse, da han vandt 500.000 dollar svarende til 3.4 millioner danske kroner.

Manden hedder Michael Engfors og er fra Colorado, USA. Han har boet på gaden, siden han for seks år siden mistede begge sine virksomheder og sin kone.

Fredag købte Michael Engfors et skrabelod af mærket 'Eternal Splendor' hos den lokale købmand for 10 dollars svarende til 68 kroner. Til hans store glæde og overraskelse opdagede han, at han havde vundet hovedgevinsten på skrabeloddet. Chancerne for at vinde var 850.000 til 1. Det skriver Viral Thread.

Indtil videre har den 61-årige vinder brugt pengene på at finde og genoptage kontakten til sin længe savnede datter, som han ikke har set i over 20 år. Michael Engfors fortæller desuden, at han planlægger at starte nogle nye forretninger op i nærmeste fremtid.

Michael Engfors boede i tiden op til gevinsten på et bosted for hjemløse i Aspen. Jeremy Kowalis, der arbejder på bostedet, fortalte, at det ikke er hver dag, at Michael Engfors køber skrabelodder:

»Jeg tror ikke, at det er hver dag, at han bruger 10 dollar på et skrabelod. Men han gjorde det den dag, og det gav pote. Ingen har fortjent det mere end ham. Michael har været nede og ramme bunden, men han har aldrig givet op. Han vidste, at hvis han blev ved med at prøve, så ville heldet vende.«