Den 1. juli 2021 blev 6. januar-komiteen nedsat.

Den skulle undersøge angrebet på Kongressen fra et halvt år tidligere omkring overdragelsen af magten fra Donald Trump til Joe Biden.

Og herunder den afgående præsidents rolle i optøjerne, der endte med flere dødsfald i hjertet af det amerikanske demokrati.

Og netop Donald Trump kan ende med at blive straffet, lyder det nu.

Hårdt.

Det er det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus Jamie Raskin, der også har været en del af komiteen, der leverer forudsigelsen:

Donald Trump vil med høj sandsynlighed blive dømt og tilbringe resten af sit liv »bag tremmer«.

60-årige Jamie Raskin er kongresmedlem for delstaten Maryland.
60-årige Jamie Raskin er kongresmedlem for delstaten Maryland. Foto: MICHAEL REYNOLDS
Vis mere

Det sagde kongresmedlemmet ifølge Newsweek lørdag i Yahoo! News-podcasten 'Skullduggery'.

Komiteen har brugt måneder på at undersøge præsidentens rolle, især i forhold til om han opildnede demonstranterne.

Og i sidste uge landede deres rapport så med konklusionen:

»Ingen af hændelserne 6. januar ville være sket uden ham.«

De anbefaler, at det amerikanske justitsministerium rejser tiltale mod Trump. Det står USAs justitsministerium frit for, om det vil følge anbefalingen.

Og Jamie Raskin siger i podcasten, at han ville »blive virkelig overrasket«, hvis ikke justitsminister Merrick Garland anklager Donald Trump for hans rolle i optøjerne. Det står soleklart, at præsidenten ville blande sig i valgets udfald, lyder det fra Raskin.

»Der er simpelthen bare dyb skyld helt fra begyndelsen i alt, hvad Trump gjorde. Jeg er helt seriøs omkring, at han skal mærke konsekvenserne og bøde for sine handlinger,« siger Jamie Raskin.

»Han kunne ende med at tilbringe det resterende af sit misantropiske liv bag tremmer, formodentlig med Secret Service-agenter.«

Komiteen, der har kulegravet 6. januar-optøjerne, består af syv demokrater og to republikanere. De to republikanere er Liz Cheney og Adam Kinzinger, som begge er modstandere af Trump.

Justitsministeriet behøver ikke at reagere på komiteens konklusioner, og Trump er endnu ikke blevet anklaget.

Han nægter sig skyldig.