Hold fast. Det bliver kun værre.

Ordene er Mike Wilsons. For investeringschefen i den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley mener, at aktiemarkedet står foran endnu en stor nedtur.

Helt præcist forudser han i et interview med tv-stationen CNBC, at det toneangivende S&P 500-indeks – de 500 mest toneangivende amerikanske aktier – står foran et fald på hele 23 procent.

Dertil skal lægges, at samme indeks allerede i 2022 faldt med 20 procent.

Markedet lader bare til at undervurdere, hvad der venter forude, lyder det fra investeringschefen.

Det er eksempelvis godt nok bredt accepteret, at en recession kan vente forude, men det afspejles bare ikke forventningerne til aktiekurserne.

»Selvom om størstedelen af de institutionelle kunder mener, at vi sandsynligvis er på vej mod recession, ser de ikke ud til at være bange for det,« siger Mike Wilson og konstaterer:

»Det hænger slet ikke sammen.«

Mike Wilson var en af de storinvestorer, rent faktisk forudså den store nedtur, der ramte i 2022. Nu fortæller han så, at det samme vil ske igen.

I faktuelle tal spår han, at S&P 500-indekset vil falde til indeks 3.000 fra det nuværende indeks på lige over 3.900. Det er noget lavere end de generelle forudsigelse om et fald til indeks 3.500-3.600, som der trods alt er i markedet.

»Den almindelige konsensus kan måske have den rigtige retning, men ikke den rigtige størrelsesorden,« som Mike Wilson også har skrevet i analyse hos Morgan Stanley.