Det ene øjeblik er han en almindelig mand i den amerikanske stat Florida. I næste øjeblik er han nabolagets helt.
Han er veteran fra den amerikanske hær, og han udviste nerver af stål, da han brugte en stor affaldsbeholder til at fange en alligator.
Den lurede nemlig uden for hans hus. En Instagram-video af heltegerningen gik straks viralt på de sociale medier.
»Det var noget, der bare skete,« siger den 26-årige Eugene Bozzi til avisen New York Post. Dramaet fandt sted tirsdag ved hans hjem i Mount Dora.
Han stod og talte med sin nevø i garagen, da han hørte en smule støj udenfor.
»Min datter kørte på cykel, og hun sagde: 'Hej, den store alligator snerrede ad mig.'«
»Jeg gik over til den, og den var større end mig. Der var også andre folks børn derude. Mit militærinstinkt trådte til, og så ved du, at alle skal beskyttes for enhver pris,« sagde Eugene Bozzi.
På den imponerende video ser man ham skubbe en plastikbeholder mod dyret, som går baglæns over en græsplæne, mens den hvæser voldsomt.
I begyndelsen ser det ikke ud til, at Bozzi kan fange alligatoren på den måde. Men da den kommer over til garagen, lykkes det Bozzi at skubbe den op i beholderen, mens tilskuerne hujer vildt.
Videoklippet slutter med, at han kører affaldsbeholderen over gaden og ned ad en græsplæne. Han hælder alligatoren ud, og den forsvinder ud i buskene.
Han blev efterfølgende spurgt, hvorfor han brugte en affaldsbeholder.
Bozzi svarede: »Jeg var sikker på, at den var stor nok til at få alligatoren til at tro, at det var en mund.«
»Jeg ser også masser af Animal Planet-videoer, og den skulle gerne tro, at jeg var en flodhest eller noget, der lignede.«


