To børn er blevet angrebet af hajer ud for Long Islands kyst i New York.

Børnene, en pige på 12 og en dreng på 13, blev angrebet onsdag ved to forskellige episoder med flere kilometers afstand langs kysten ved Fire Island. Begge børn blev angrebet i benet og kunne selv komme op ad vandet efter den ubehagelige hændelse.

Pigen, Lola Pollina, stod i vand til livet, da hun mærkede smerte i benet og umiddelbart efter så en finne i vandet.

»Jeg så noget ved siden af mig og følte smerten, og så så jeg en finne,« siger Lola Pollina til BBC og tilføjer, at livredderne hjalp hende med at binde benet ind, da hun kom op på stranden.

Hun beskrev efterfølgende skyggen, hun kunne se fra hajen nede i vandet, som værende 1,2 meter lang.

Drengen blev umiddelbart efter angrebet tilset af livredderne på stranden. Her gav de ham en bandage på, som dog blev fjernet igen af ambulanceredderne. I forsøget på at rense såret yderligere, gjorde de en skræmmende opdagelse:

»Ikke alene kunne de konstatere, at der var tale om et hajbid. De fandt også en hajtand, der sad fast i benet,« siger livredder Craig Amarando, som samtidig kaldte drengen ‘modig’ og ‘meget bange’.

Begge børn menes at komme sig helt. Hajangreb på disse kanter er yderst sjældne i USA. Det er således 70 år siden, der sidst var et hajangreb i New York.

Der er ingen meldinger om, hvilken slags haj eller hajer, der angreb de to børn.