Hos norsk politi er 20-30 personer fast tilknyttet den mystiske sag om den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen.

Det er snart tre år siden, milliardærfruen forsvandt fra sit hjem i Lørenskrog øst for Oslo, men politiet ved endnu ikke, hvad der skete med hende dengang.

Hendes mand, forretningsmanden Tom Hagen, har de seneste halvandet år været sigtet for at have dræbt eller været medvirkende til drab på sin kone.

Efterforskningen har indtil videre kostet norsk politi over 20 millioner danske kroner i ekstraudgifter, men den store pengestrøm har fået en ende. Det skriver Dagbladet.

Mediet har fået indsigt i udgifterne hos norsk politi for 2021. Indtil videre har politiet haft ekstraudgifter for over 500.000 danske kroner for 2021, hvilket er langt under udgifterne fra de forhenværende år.

Det betyder dog ikke, at efterforskningen ligger i dvale.

»Det er en konsekvens af fasen, vi er i, som er snævret mere ind end i startfasen. I starten arbejdede vi med kidnapning med en ukendt gerningsperson. Nu er vi i en anden fase og en mere målrettet efterforskning,« siger Gjermund Hanssen, der er presseansvarlig for Hagen-sagen, til Dagbladet.

Et af de spor, som politiet undersøger i øjeblikket, er et kryptovalutaspor. I denne forbindelse er der fundet flere identiteter, mailadresser, telefonnumre og IP-adresser.

En mand, der har fået kaldenavnet 'kryptomand', er blevet sigtet for medvirken til kidnapning.

Norsk politi har en formodning om, at flere personer har været inde over kidnapningen af Anne-Elisabeth Hagen.