Hun er mangemilliardær, på fornavn med Donald Trump, gode venner med en QAnon-tilhænger og hadet af sine egne spillere.

Men det er kun overfladen. Der er meget mere.

I disse dage er verdens fokus på den amerikanske delstat Georgia.

Tirsdag går vælgerne til stemmeurnerne for at afgøre ikke bare et, men hele to historisk vigtige omvalg til det amerikanske Senat.

Vinder Demokraterne begge de to omvalg, så vil de de facto have kontrol over både Senatet og Repræsentanternes Hus. Og dermed gøre livet markant nemmere for den kommende præsident, Joe Biden.

Netop derfor er mange ved at lære navnene på de to demokratiske udfordrere, Jon Ossoff og Raphael Warnock, til de to siddende republikanske senatorer fra Georgia, David Perdue og Kelly Loeffler.

Blandt de fire skiller specielt den sidste sig ud.

På rigtig mange punkter.

Senator Kelly Loeffler.
Senator Kelly Loeffler. Foto: BRIAN SNYDER
Vis mere

Vi begynder med hendes indtog i politik for et år siden.

Dengang hed de to senatorer fra Georgia David Perdue og Johnny Isakson.

Men da Johnny Isakson af helbredsmæssige grunde valgte at trække sig som senator, udpegede Georgias guvernør, republikanske Brian Kemp, Kelly Loeffler til at overtage hans plads.

Umiddelbart en fornuftig beslutning, da Loeffler så ud til at have stort potentiale.

Den på tidspunktet 49-årige Loeffler er nemlig stenrig. Hendes hidtidige job havde været som direktør i husbondens selskab Bakkt. Tilsammen har Kelly Loeffler og manden Jeffrey Sprecher, der er formand for New York Stock Exchange, en formue på milliarder af kroner og de bor i et af de dyreste huse i Atlanta.

Samtidig mente Brian Kemp, at Loeffler med sit køn kunne være med til at appellere til specielt kvinder i forstæderne til den vigtige hovedby i Georgia, Atlanta, når hun skulle i valgkamp mod en mandlig modkandidat.

Desuden er Loeffler medejer af Atlanta Dream, et hold i den amerikanske kvindebasketliga WNBA. Hovedparten af spillerne på holdet er sorte. Og det kunne bruges positivt, når den kommende modstander ved senatsvalget så ud til at blive den sorte pastor Raphael Warnock.

Og så mente Kemp, at hun også ses som en moderat republikaner, da Loeffler og manden tidligere har været store donorer til Mitt Romney, der befinder sig i midten af det politiske spektrum i USA.

Georgias republikanske guvernør, Brian Kemp.
Georgias republikanske guvernør, Brian Kemp. Foto: ERIK S. LESSER
Vis mere

Men siden er meget vand passeret under den bro direkte til Senatet, som Brian Kemp mente, han byggede med valget af Loeffler.

Så vidt vides er Kelly Loeffler og Brian Kemp fortsat på god fod.

Men det har vakt opmærksomhed, at Loeffler ikke offentligt er gået ud i et direkte forsvar for Kemp efter præsidentvalget 3. november sidste år.

Som bekendt tabte Republikanernes Donald Trump valget. Ikke mindst fordi den ellers sikre republikanske delstat Georgia for første gang siden 90'erne gik til en demokrat.

Siden har Donald Trump igen og igen forgæves forsøgt at få omstødt det ellers godkendte valg i Georgia. Blandt andet ved at angribe Kelly Loefllers mentor Brian Kemp hårdt.

Selv har Loeffler valgt at støtte Donald Trumps forsøg på at få omgjort valgresultatet. Og de to er så tætte, at Trump dagen før valget i Georgia kommer til delstaten for at holde et vælgermøde med netop Kelly Loeffler og den anden republikanske kandidat, David Perdue.

Men det er ikke den eneste gang, Kelly Loeffler har tiltrukket sig opmærksomhed.

Da hun som medejer af Atlanta Dream i sommer gik ud og sagde, at hun på det kraftigste var imod Black Lives Matter-bevægelsen, blev det til overskrifter i store aviser rundt om i USA.

Ikke mindst da Atlanta Dreams spillere offentligt valgte at give deres støtte til Loefflers modkandidat, den sorte Raphael Warnock. Det skete inden en kamp, hvor spillerne bar trøjer med teksten 'Vote Warnock'.

Men de kontroversielle øjeblikke stopper ikke her.

Kelly Loeffler har nemlig modtaget støtte fra en meget kontroversiel kant. Hele to gange.

Den første og mest åbenlyse kom fra det nyvalgte kongresmedlem fra Georgias 14. distrikt Marjorie Taylor Greene.

Taylor Greene er helt åben omkring, at hun er tilhænger af den støt voksende konspirationsbevægelse QAnon, der i korte træk mener, at verden styres af en række pædofile personer, som drikker børns blod.

Blandt de personer skal Hillary Clinton, pave Frans, Dalai Lama, Tom Hanks og Bill Gates være nogle af de mere prominente.

Loefller og Taylor Greene har flere gange ført valgkamp sammen.

Og så var der Kelly Loefflers møde med Chester Doles ved et valgmøde.

Kelly Loeffler med den kendte nynazist Chester Doles.
Kelly Loeffler med den kendte nynazist Chester Doles. Foto: CNN
Vis mere

Chester Doles er en kendt nynazist i USA. Han er berygtet for næsten at have tævet en sort mand ihjel i 90'erne. Og han deltog blandt andet i den nynazistiske march i Charlottesville, Virginia, for et par år siden.

Ved et af Loefflers valgmøder fik hun taget et billede sammen med Doles.

Det fik hurtigt Warnock-kampagnen til at fare i flint.

Selv forklarede Loeffler, at hun ikke vidste, hvem manden, hun havde fået taget et billede med, var.

Men skaden var sket.

Og så er vi ikke kommet til den måske største skandale for Loeffler.

I sin funktion som senator fik hun tidligt sidste år hemmelige informationer om coronavirus. Den information benyttede hun til at handle aktier i selskaber, som kunne være gode i forbindelse med en pandemi.

Kelly Loeffler er flere gange blevet clearet for kriminelle handlinger. Men den moralske nedtur er hun ikke sluppet for.

Om det er nok til, at Kelly Loeffler ikke for første gang vælges til Senatet, bliver vi klogere på 5. januar.

Det kan du følge her på B.T.