Om aftenen 4. december hørte otteårige Alyssa LeMay en række mærkelige lyde efterfulgt af musik fra gyserfilmen ’Insidious’, mens hun var på sit værelse i Mississippi, USA.

Kort efter rungede en klar stemme ud i lokalet: »Hej med dig.«

Den lille pige blev forvirret. Så sig omkring. Spurgte lidt usikkert ud i lokalet: »Hvem er det?«

Herefter fortsatte stemmen med at tale til otteårige Alyssa.

Først forsøgte stemmen at få hende til at gentage et racistisk udtryk, og da pigen ikke gjorde det, begyndte stemmen at opfordre hende til at opføre sig dårligt.

»Jeg er din bedste ven. Du kan gøre lige, hvad du vil lige nu. Du kan lave rod på dit værelse. Du kan smadre dit tv,« sagde stemmen.

Alyssa blev mere og mere utryg og sagde: »Jeg ved ikke, hvem du er.« Herefter kaldte hun på sin mor.

Seancen med gysermusikken og den mystiske stemme findes på en overvågningsvideo fra værelset.

Videoen er de seneste dage blevet genstand for en lang række artikler rundt omkring i verden. Blandt andet i Washington Post.

Stemmen kom nemlig fra familiens nye overvågningskamera - et såkaldt Ring-kamera, som Amazon sælger. Familien havde købt kameraet på Black Friday til en god pris og hængt op på børnenes værelse.

En hacker havde så fået adgang til kameraet og var begyndt at tale til barnet igennem det.

»Jeg kan ikke forklare med ord, hvor skidt jeg har det, og hvor skidt mine børn har det,« siger Ashley LeMay, mor til otteårige Alyssa Lemay, til Washington Post:

»Jeg endte med at gøre det stik modsatte af at øge sikkerheden. Jeg udsatte dem for fare, og jeg kan intet gøre for at berolige dem. Jeg kan ikke fortælle dem, hvem det er. Jeg kan ikke garantere dem for, at der ikke pludselig dukker nogen op ved vores hus midt om natten.«

Sagen kommer i kølvandet på lignende sager med Ring-kameraer.

På bare en uge har flere adresser i alt fra Cape Coral til Texas oplevet, at nogle hacker sig ind på deres Ring-kamera og begynder at snakke ud igennem det.

I ét tilfælde kalder stemmen en lille dreng for ’en abe’.

En talsperson fra Ring afviser dog hårdnakket overfor Washington Post, at episoden med hackeren har noget med Rings sikkerhed at gøre, men peger på, at hackeren har fået adgang via andre systemer.

En lignende reaktion mødte virksomheden Ashley LeMay med, da hun begyndte at søge svar på, hvad det egentlig var, der var foregået.

De har flere gange sagt til hende, at hun ikke havde opsat kameraet med de strammeste sikkerhedsindstillinger.

»At de bliver ved med at give kunderne det samme standardsvar, giver indtryk af, at de ikke er bekymrede overhovedet. Det føles ærlig talt som om, at de forsøger at give mig skylden,« siger Ashlynn LeMay.